[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Efter seks måneders uddannelse ved Sergentskolen i Sønderborg og fire måneders uddannelse ved Hærens Kampskole i Oksbøl blev hold Dannevirke udnævnt med 24 elever ved en parade den 17. december 2010.



Det officielle foto af Hold Dannevirke med deres lærere i gymnastiksalen på Hærens Kampskole. Fotos: Lars Sørensen.

Chefen for Hærens Kampskole, oberst Henrik Sommer, holdt tale og uddelte eksamensbeviser til hver enkelt elev, og det hele blev overværet af et stort antal pårørende, der var mødt op for at overvære paraden.

Formanden for Hovedorganisationen for Personel af Reserven i Danmark, HPRD, oberstløjtnant af reserven Birger Kjer Hansen overrakte en æressabel til bedst beståede elev, sekondløjtnant Kristian Vilstrup fra Jydske Dragonregiment.


Bedst beståede elev, sekondløjtnant Kristian Vilstrup, får overrakt en æressabel af formanden for HRPD, oberstløjtnant af reserven Birger Kjer Hansen.

Hold Dannevirke startede med 26 elever. 19 af dem er fra samme kuld i Sønderborg, og 7 af dem er fra andre dele af hæren. Denne blanding af unge og mere erfarne forløb helt gnidningsfrit.

- Alle gik til opgaven med åbent sind, og de har været rede til at lære de nye at kende, og alle har været villige og rede til at give andre en hjælpende hånd og ved behov et skub i den rigtige retning, sagde lederen af Reserveofficerssektionen ved Hærens Kampskole, major Anders Sindum.

Løjtnantsskolen arbejder meget med implementering af en ny tilgang til uddannelse og læring. Det kan virke uoverskueligt og meget teoretisk funderet. Men alle har været klar til at afprøve nye metoder, principper og strukturer.

- Det startede som 26 usikre og meget spørgende elever, men nu er hold Dannevirke klar.
Holdet er bevidste om deres egen opgave og kommende virke som delingsfører, tankerne om, hvordan opgaven skal gribes an, er tænkt, og de glæder sig til de kommende udfordringer og oplevelser, siger major Sindum.