[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Panterklo er et projekt om fælles bjærgningsøvelser med deltagelse af de nationer, der opererer i Helmand. Første del blev gennemført i december 2009 med deltagelse af amerikanske (hær og marinekorps), britiske, estiske, afghanske og danske styrker.

USMC (Marinekorpset) stod for den overordnede planlægning, og formålet med projektet er at give de forskellige lande mulighed for at vise deres eget grej frem og samtidig teste det på køretøjer fra de deltagende nationer. I en styrke som ISAF kan man komme ud for at skulle bjærge hinandens køretøjer, og så er det unægtelig en fordel, at man har et billede af, hvem der har hvad og kan hvad – og med hvilke midler.



Deltagerne i øvelse Panterklo.


25 forskellige øvelseskøretøjer
De to danske bjærgningsbesætninger (en hjulbjærger, type 8x8 med to mand, og en bæltebjærger, type Wisent med tre mand) ankom på førstedagen til det udpegede område i Camp Leatherneck i Camp Bastion, hvor de første to dages program skulle gennemføres.

Ved ankomsten var området stort set øde, men to timer senere var der 25 forskellige øvelseskøretøjer, som bjærgningsgrupperne fra de forskellige nationer kunne øve sig på den følgende dag. Den første dag blev brugt til at småsnakke med hovedsagligt amerikanerne, idet det var dem, der bragte flest køretøjer til øvelsen. Deriblandt var to helt nye typer køretøjer, der ikke så ud, som om de havde kørt mere end lige ovre fra Flightline. De var i hvert fald endnu ikke blevet beskidte.

Næste dag måtte der pilles. Der blev prøvet og testet til den store guldmedalje, idet den danske 8x8 blev sat til at prøve at hugge an først startende fra den ene ende af rækken med køretøjer, mens briterne startede i den anden.



Fronten på en Buffalo løftes af 8x8. Amerikanerne blev noget overraskede over, at ”Maria” kunne klare den opgave.


Stærke Maria

Det var ingen overraskelse for gruppen på den danske hjulbjærger, at det ikke var alle køretøjer, de kunne løfte lige nemt. Ud af de 25 forskellige køretøjer var der dog kun tre, det ikke kunne lade sig gøre at løfte, og netop disse var de største af deres slags.



Bagenden på en Buffalo løftes.

Da den danske 8x8 nåede til den amerikanske ”Buffalo”, var der samlet en lille flok fra både USMC og US ARMY, der stod med et smørret grin. Men de fleste ansigter stivnede, da Maria, som 8x8’eren bliver kaldt, løftede henholdsvis fronten og bagenden på det 32 tons tunge køretøj op i luften. De eneste grin, der ikke var til at holde igen, var fra de to folk på Maria, der mente, at deres dag ikke kunne blive bedre, nu da Maria havde vist, at hun kunne være med helt i top.

Det var dog ikke det eneste, danskerne havde at byde på. Den bjærgningsopbygning, der er valgt til bilen, er på mange punkter både de britiske og amerikanske kollegers biler overlegen, og noget af det udstyr, der er på både 8x8 og Wisent, er noget, de andre nationer godt kunne tænke sig at få fingrene i.

Da Wisent-folkene tog deres Hot Rod (det skæreværktøj, der bliver brugt, når der er behov for det tunge grej) frem, så var det alt fra konstabler til majorer, der var forbi for lige at prøve, hvordan det var at skære med noget af det ypperste inden for grej, der stadig er så let, at det kan slæbes med i felten.

Kampbjærgning i Leopard 2
Den sidste dag blev der gennemført en demonstration for VIP’erne, og dagens helt store trækplaster var den danske Wisent, som demonstrerede sit combat recovery-system. De havde til formålet fundet en Leopard 2A5-kampvogn frem til at forevise systemet på.



Wisent foreviser sit combat recovery system (CRS).

Idéen bag systemet er, at man kører frem i det samme spor som det havarerede køretøj, så man ikke behøver at stige ned for at søge efter IED’er, idet der allerede har været kørt i det pågældende spor. De behøver ligeledes heller ikke at stige ned fra bilen for at hugge an i det havarerede køretøj. Køreren inde fra bilen kan nemlig se, hvor tæt han er på ved hjælp af kameraer og kan manøvrere sig hen, således at hans træktrekant kan hugge an hurtigt, let og sikkert. Det beviste de ved at foretage deres kampbjærgning på 92 sekunder, hvilket suverænt var dagens hurtigste moment.

At Wisent’en kan beskytte sig selv, var man heller ikke i tvivl om. Wisenten er nemlig udstyret med et såkaldte OHW. OHW står for Over Head Weaponstation. Det er et tungt maskingevær, der er monteret på en drejekonsol, og som kan styres inde fra bilen, uden at der skal stå en mand udenfor.

Under demonstrationen kørte OHW’en frem og tilbage og afsøgte området, og der blev da også mulighed for at skyde røg af sted, så både kampvogn og Wisent var skjult for fjenden.

Til sammenligning kan nævnes, at ved alle de andre nationers momenter var de nødsaget til at få folk på jorden for at koble på det havarerede køretøj. Det danske system var klart det, der gav bedst beskyttelse for personellet.

Planen er, at projektet skal gennemføres hver fjerde måned, så fremtidigt personel også får mulighed for at drage de samme erfaringer og holde sig opdateret på nye køretøjer.