[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Hvis alt går som planlagt, vil de pansrede mandskabsvogne i løbet af 2011 blive udstyret med et vandbaseret brandsikringsanlæg, som kan redde soldaters liv, hvis der opstår brand eller ved en eksplosion.

Ønsket om det nye udstyr blev fremsat ved Hærens Kampskole i efteråret 2008, og der blev derefter indledt et samarbejde med Hærens Operative Kommando og Forsvarets Materieltjeneste for at klarlægge formålet og opgaven med at anskaffe det nye anlæg.

Den 10. juni 2009 gav Hærens Operative Kommando en opgave til Forsvarets Materieltjeneste om at finde frem til den mest tilfredsstillende løsning på længere sigt. Når forsvaret som offentlig myndighed skal finde sådanne løsninger, er der en række regler, som skal overholdes. Der skal blandt andet søges om tildeling af økonomiske midler; der skal laves markedsundersøgelser af mulige tekniske løsninger; en optimal systemintegration skal undersøges, og endelig skal de valgte tekniske løsninger udføres i samarbejde med de systemansvarlige leverandører af de pansrede mandskabsvogne.

Læs mere om regler for anskaffelser på www.forsvaret.dk/fmt/materiel

Derfor er et vandbaseret system, som opfylder ønskerne fra Hærens Kampskole og tillige er anskaffet i overensstemmelse med gældende regler for materielanskaffelser, under udvikling i samarbejde med den systemansvarlige leverandør. Systemet nedkøler køretøjet under både brand eller ved en eksplosion.

Det nye udstyr er ikke en standardvare, så der er udviklet en prototype, og den skal nu testes. Prototypen tilgår i løbet af få uger, og testen ventes afsluttet i løbet af 4. kvartal i år. Herefter vil systemet blive anskaffet, og det vil være indbygget i løbet af 2011, hvis den tekniske udredning og testen går som planlagt.