De faldne soldater

Fredag den 7. august blev to danske soldater dræbt, da deres infanterikampkøretøj blev ramt af en sprængladning i Helmand provinsen i Afghanistan.

De dræbte soldater er overkonstabel af første grad Erik Berre Rolandsen, der blev 26 år, og den 28-årige overkonstabel Jimmi Bøgebjerg Petersen. De tilhørte begge Bravo-kompagniet, der kommer fra Den Kongelige Livgarde.

Chefen for Den Danske Kampgruppe, oberst Flemming Mathiasen, skriver:

Overkonstabel af første grad Erik Berre Rolandsen
Det var med stor sorg, at Den Danske Kampgruppe modtog beskeden om, at Erik Berre Rolandsen var død af de kvæstelser, han blev påført, da den IKK, han var skytte på, kørte på en improviseret sprængladning.

Erik Berre Rolandsen var en soldat med mange talenter, og han forstod at spille på alle tangenter. Derfor var han også i stand til uden videre at kunne skifte mellem så forskellige funktioner som tambour fløjte i Vagtkompagniet og infanterikampkøretøjsskytte i Bravo-kompagniet.

Han var en mand, der indgød tillid og moral blandt de mennesker, der var omkring ham.  Erik stod op for andre i sin funktion som talsmand for soldaterne og var meget anerkendt på alle niveauer for sin høje begavelse og dybe empati for andre mennesker.

Erik var ikke bare en dygtig soldat og havde et stort engagement i alt, hvad han foretog sig. Han var også meget dygtig til at inddrage andre i sine opgaver og lære nye soldater op.

Han havde let til smil og var kendt for at være en god kollega. Det, der fyldte allermest i Eriks liv, var hans kone og to børn. Vores tab og savn af Erik kan på ingen måde sammenlignes med deres. De er i vores tanker, og vi sender dem vores dybest medfølelse, hver gang vi mindes Erik.

Vi vil aldrig glemme dig.

Æret være Eriks minde.

Overkonstabel Jimmi Bøgebjerg Petersen
Overkonstabel Jimmi Bøgebjerg Petersen var soldat af hjertet. Og han kendte om nogen risikoen ved det arbejde, han havde valgt at udføre. Jimmi var også i Afghanistan på Hold 4, hvor han blev hårdt såret. Han var glad for at skulle af sted igen på Hold 9.

Selv om han var en mand, der på den måde fulgte sit hjerte og førte sine ønsker ud i livet, var han klar over, at hans valg også havde en stor indvirkning på hans familie. Det betød meget for ham. Han ville gerne finde de ord, der kunne mindske bekymringen for familien hjemme i Danmark.

De var i hans tanker, da han kørte ud på sin sidste tur. En tur, der skulle ende sammen med hele kompagniet i Camp Bastion, hvor den lange rejse mod Danmark skulle begynde. Den tur fik en helt anden og dyb tragisk afslutning.

Jimmi vil blive husket af alle som en mand, der gav sig selv fuldt og helt. Han var en mand med meninger og drømme. En mand, der gik hele vejen for at nå det mål, han havde sat sig for.

Hans glæde ved livet, hans ildhu og store hjælpsomhed gjorde ham til en afholdt mand i Bravo-kompagniet. Jimmi var ikke blot en dygtig soldat, men også en rigtig god kammerat. Han glædede sig til de udfordringer og fornøjelser, der ventede hjemme i Danmark.

Om få dage vender kompagniet og kampgruppen hjem uden Jimmi, men med mindet om og savnet af ham. Vores tab er stort, og vores tanker og dybeste medfølelse er hos Jimmis familie.

Vi vil aldrig glemme dig.

Æret være Jimmis minde.

Chefen for Bravo-kompagniet, major Thomas Falk Damkjær, skriver:

Overkonstabel af første grad Erik Berre Rolandsen
Den 7. August 2010 klokken 18.20 slukkede et lys for vores ven og kollega: Overkonstabel af første grad Erik Berre Rolandsen, der var skytte på delingsførerens IKK i 3. deling.

Erik Berre Rolandsen var med delingsføreren på patrulje i IKK’en mellem patruljebaserne Bridzar og Malvern, da køretøjet blev ramt af en meget kraftig IED. Erik Berre Rolandsen blev fløjet til felthospitalet, hvor han desværre blev erklæret død af sine skader.

Erik kom til kompagniet med en stærk vilje og med mod på at lave noget nyt. Han kom fra en stilling som fløjtenist ved Livgardens Tambourkorps, hvorfra han havde de bedste anbefalinger. Dem levede han til fulde op til i sin funktion som IKK-skytte. Efter kort tid kunne vi se, at Erik var en person med mange kapaciteter at byde på. Da kompagniet stod og skulle bruge nye skytter til IKK’en, var vi ikke i tvivl om, at han var den rette.

Erik betød meget for sine nærmeste, om det var familien derhjemme eller drengene i delingen. Han var uden tvivl et socialt samlingspunkt for sin deling og var med til at højne moralen på en positiv og rar måde. Selvom han passede godt på drengene i delingen, var der ingen tvivl om, at det var familien derhjemme, der betød alt for ham.

Når Erik kom på mit kontor i egenskab af talsmand for kompagniet, var det altid på en behagelig facon. Han var i stand til at fremlægge ting på en velafbalanceret måde, så man kun kunne få lyst til at være behjælpelig eller nærmest være undskyldende, hvis det ikke var muligt at hjælpe. Erik var bare en person, man havde tillid til og kunne stole på i alle henseender. Erik var en loyal medarbejder, der forstod, at problemstillinger kunne anskues fra flere vinkler. Erik var velbegavet og helt sikkert den rette som talsmand, og han høstede kun rosende ord og anerkendelse fra sine kollegaer. 

Under missionen har IKK’en ikke været brugt så meget, som vi regnede med. Det betød dog ikke noget for Erik, der bare fandt det naturligt at hjælpe sine kammerater på jorden. Hvis det betød patruljer eller bare en ekstra tjans i vagten, var han altid klar. For dette høstede han stor anerkendelse i delingen. Stor anerkendelse fik han også for, at det var ham, der i kraft af sin store interesse for førstehjælp sørgede for, at de hygiejniske forhold blev håndhævet på patruljebaserne. 

Som soldat og kammerat var Erik altid udadvendt, smilende, positiv og med en høj moral. Han var en god kammerat og vellidt kollega, som ville det bedste for alle. Derfor er sorgen og savnet også stort hos os alle. Men vi ved, at dette ikke kan sammenlignes med den sorg og det savn, som hans familie er blevet ramt af. Vores tanker går derfor til hans kone og to børn og hele hans familie.

Æret være hans minde.

Overkonstabel Jimmi Bøgebjerg Petersen
Lørdag den 7. august 2010 skulle have været en glædens dag, hvor Jimmi skulle køre den sidste tur til Patrol Base Line og derefter samles med resten af KMP i Price efter seks måneders fremragende tjeneste. I stedet blev det en dag, vi vil mindes med våde øjne og blødende hjerter.

Jimmi var taget med på en opsiddet patrulje mellem patruljebaserne, hvor de desværre ramte en IED, og IKK’en væltede omkuld. Jimmi fik hurtig og professionel hjælp fra både kollegaer og sanitetsfolk på stedet. Han blev herefter fløjet til Bastion på felthospitalet, hvor han desværre blev erklæret død af sine skader.

Jimmi var taget med på denne patrulje for at hente sin PMV, som stod på patruljebase Bridzar. Da der blev spurgt om en hjælpende hånd, tilbød Jimmi sig som altid. Dette kendetegnede Jimmi, der altid var der, hvis nogen havde brug for hjælp.

Som soldat var Jimmi altid 100 procent professionel. Når han gik i gang med en opgave, dedikerede han sig og helmede ikke, før han var helt tilfreds med udfaldet. Jimmi var altid glad og klar med en hurtig kommentar. Han var en ildsjæl, der ikke kunne sidde stille, og havde man en ide eller opgave, var han altid klar med et forslag. Socialt var Jimmi et anker i kommandodelingen, og hans arbejdsiver og humør smittede af på hans kolleger, der gerne fulgte efter, når der skulle ”opfindes” ting, eller når noget bare skulle udbedres, så det blev, som Jimmi gerne ville have det.

Jimmi var vellidt i hele kompagniet for sin positive væremåde og tilgang til opgaverne, og han var aldrig bange for at tage ansvar og give sin mening tilkende.

Jimmi havde en stærk vilje og ville altid gøre tingene ordentligt færdig. Han blev såret i Afghanistan under kamphandlinger på Hold 4, men ville tilbage og gøre hele turen færdig. Trods Jimmis skader kom han sig hurtigt og var med det samme indstillet på at komme tilbage til et kompagni, der skulle udsendes igen til Afghanistan. Fra første dag i kompagniet var det en fornøjelse at arbejde sammen med Jimmi. Han vidste, der var nogen ting, han ikke kunne klare mere, men af sted skulle han og færdiggøre sin mission.

Jimmi var en professionel soldat hvis indstilling og ansvarsfølelse, vi alle kunne se op til. Der blev aldrig gået på kompromis, og opgaven skulle løses lige til det sidste. 

Jimmi var fremsynet og havde allerede planer, når han kom hjem. Han skulle renovere sit hus og ud og købe ny bil. Desuden ville han finde en ny og udfordrende stilling i forsvaret, hvor han kunne fortsætte med sine kollegaer.

Jimmi vil altid være i vores hjerter, og vi vil få et smil på læben hver gang, vi tænker på ham, for han var en livsspreder. Han vil blive savnet, og tabet af hans personlighed vil for altid mærke os alle i kompagniet. Men det er på ingen måde at sammenligne med det savn, som hans mor og far og familie er blevet ramt af. Vores tanker og dybe medfølelse er hos dem.

Æret være hans minde.