Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Den 6. oktober gik 2. deling fra Charlie–Kompagniet ud fra patruljebase Spondon på en afsiddet patrulje. Sammen med dem var en enhed fra den afghanske hær, ANA. Under patruljen blev enheden engageret af kraftig fjendtlig ild fra en compound.
Delingen optog ildkampen og påkaldte ildstøtte fra patruljebase Bridzar. Samtidig påbegyndte enheden tilbagetrækning. Under tilbagetrækningen blev enheden igen beskudt. Den påkaldte igen støtte fra mortererne, og en Apache kamphelikopter ankom til området. Enheden fortsatte tilbagetrækningen under fjendtlig beskydning.
Enheden kom tilbage til patruljebase Spondon med alle i god behold.
19 dage efter
Den 25. oktober kontaktede en lokal afghaner den civil-militære medarbejder i patruljebase Bridzar.
Han hævdede, at flere medlemmer af hans familie var blevet dræbt og andre såret. Det var sket for nogle uger siden under en kamp imellem ISAF-soldater og oprørere. Han fortalte, at fem kvinder var dræbt, og derudover var der fire sårede.
Afghaneren ankom senere på dagen til Camp Price, hvor han med hjælp fra en dansk militær tolk fremlagde sagen for det danske militærpoliti.
Afghaneren forklarede, at hans compound var blevet ramt af flere mortergranater den 6. oktober, og at flere af hans familiemedlemmer var blevet dræbt eller sårede ved den lejlighed. Han forklarede, at han ikke selv var til stede ved hændelsen. Men baseret på, hvad han efterfølgende havde set, og hvad han var blevet fortalt, kunne han gengive en sammenhængende forklaring om hændelsen.
Har fortalte yderligere, at oprørerne havde indtaget hans ejendom, og at de havde påbegyndt forberedelser af ildstillinger. Oprørerne havde ikke advaret civile afghanere i området, som det er sædvane, inden de indledte et ildoverfald på ISAF-soldaterne.
Han anklagede ikke ISAF-soldaterne, men han anklagede oprørerne for at have indtaget hans hjem og indrettet det til en kampstilling.
Han forklarede yderligere, at de sårede nu var på et hospital i Lashkar Gah, men at de var i en sådan tilstand, at de ikke kunne transporteres til Camp Price.
Undersøgelse iværksat
- Anmeldelsen bliver behandlet med største seriøsitet, og Kampgruppen har sat alle tilgængelige midler og ressourcer ind for at afdække kendsgerningerne i denne sag, fortæller oberstløjtnant Thomas Funch Pedersen.
- Vi arbejder på flere forskellige fronter. Det danske militærpoliti og Forsvarets Auditørkorps efterforsker sagen. Derudover har vi informeret og videregivet alle detaljer til Distriktsguvernøren og til Distriktspolitichefen, som har iværksat en afghansk undersøgelse af sagen. Endelig er vores cheflæge i færd med at indhente informationer fra hospitalerne i Lashkar Gah for at finde de sårede, som matcher de oplysninger, vi har modtaget, siger Thomas Funch Pedersen.
Forsvarets Auditørkorps rejser hurtigst muligt til Afghanistan.