[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]


 
Serbiske demonstranter i Brikby forsøger at provokere de danske soldater.

Træningen er færdig for de kommende Kosovo-soldater. Den sidste øvelse sluttede mandag eftermiddag i Brikby i øvelsesterrænet ved Oksbøl. Og det sluttede som det startede – med masser af gas. En flok demonstranter i Brikby var nemlig godt gammeldags sure og begyndte at kaste brosten på de danske soldater. Herefter blev optøjerne bare værre og værre.

 
Til sidst fik de danske soldater nok af de mange demonstranter. Først blev stavene trukket, og senere kom der også masser af gas.

Der kom først ro på øvelsen, da KFOR satte hårdt mod hårdt og dængede de hujende demonstranter til med gas. Så blev den lokale borgmester tvunget til forhandlingsbordet, og en halv time senere var der igen ro i forsvarets øvelsesby – Brikby. Den afsluttende øvelse med det 23. hold soldater til Kosovo var slut.

- Øvelsen er gået godt. Vi har faktisk været i stand til at slutte før tid, fordi enheden har klaret det så godt, siger chefen for 2. Brigade, oberst Hans-Christian Mathiesen, der også er ansvarlig for uddannelsen af soldaterne.


 
Efter en længere demonstration så begyndte den lokale serbiske borgmester at forhandle med KFOR.

Der har været masser af fokus på KFOR Hold 23. Både på grund af at det først i sidste øjeblik blev endelig besluttet at sende holdet af sted, og fordi KFOR 23 består af en række sammenbragte soldater.

Alene i infanteri-kompagniet er der soldater fra samtlige danske regimenter med undtagelse af Ingeniørregimentet fra Skive. De fleste af soldaterne kommer fra Danske Artilleriregiment i Varde. Det har betydet, at der under hele uddannelsen har været fokus på at gøre artillerister til infanterister.


 
Chefen for Jydske Dragonregiment, oberst Lars Dencker, besøgte på øvelsens sidste dag soldaterne i Oksbøl. Det er Jydske Dragonregiment, der har stået for infanteriuddannelsen af KFOR Hold 23, og Lars Dencker kunne ved selvsyn konstatere, at soldaterne er klar til udsendelse.

- Det kan lade sig gøre, fordi soldater i den danske hær har den samme grunduddannelse. Når man kombinerer det med erfarne førere, kan man godt lave et velfungerende kompagni på få måneder. Så man kan altså godt gøre artillerister til infanterister. De ser måske stadig sig selv som artillerister i hjertet, men de udfører deres arbejde som infanterister, pointerer Hans-Christian Mathiesen.

KFOR hold 23 rejser til Kosovo i løbet af august. Forhåbentlig bliver der ikke så meget brug for gas, som under øvelsen i Oksbøl.