En helt almindelig søndag

På hold 23 har vi efterhånden befundet os halvanden måned i Kosovo, og man kan ikke andet end at blive betaget af den meget smukke natur. Man drages af de enorme bjergkæder, der omgiver Kosovo, og bag dem dukker endnu højere bjerge frem, når vejret tillader det. Bag dem gemmer Montenegro, Makedonien, Serbien og Albanien sig. Andre gange smyger tåge og skyer sig ind imellem og sætter grænser for ens længsel og drømme.

Det er dog ikke skønhed alt sammen. Den lokale befolkning har et for danskere meget nuanceret syn på tilværelsen, naturen, dyr og ikke mindst trafikken, som nærmest kan karakteriseres som rendyrket anarki. Men lad nu det ligge.

For mit vedkommende flyver tiden af sted. Det er bestemt ikke kedeligt at være feltpræst. Tiden er indtil nu gået med først og fremmest at arrangere gudstjenester og præsteture. Forleden søndag indledtes gudstjeneste med brunch. Det er et nyt samarbejde, der er kommet i stand imellem Sanitetselementet og Folkekirken her i Novo Selo. Konceptet går ud på, at vores sygepasser Peter – mens jeg holder gudstjeneste – kokkererer på livet løs i kuffen, og ideen er så, at duften af bacon, cocktailpølser og scrambled eggs skal brede sig, mens lejren vågner. Idéen er så, at man godt kan komme til gudstjeneste uden brunch, men man kan ikke få brunch uden gudstjeneste! Ren lokkemad!

 
Vi er lige ankommet til den amerikanske lejr Bondsteel, og der lyttes andægtigt til feltpræstens oplæg.
   
Samme søndag var vi to biler af sted om eftermiddagen til gospel i den amerikanske lejr Bondsteel med efterfølgende barbeque lunch, og er der noget, amerikanerne er gode til, er det at lave barbeque lunch.

Men det var ikke det bedste! Dagens højdepunkt var, at vi alle blev udsat for et 35 minutter langt bombardement af en prædiken fra en babtistpræst – uden manuskript! Præsten gjorde det fremragende, og havde os i sin hule hånd samtlige minutter, og hvis der var en enkelt eller to, der ikke på stedet lod sig omvende, var det i hvert fald ikke præstens skyld. Han havde i øvrigt prædiket siden han var 13 år.

På et tidspunkt under gospelgudstjenesten var det meningen, at jeg skulle læse en tekst og bede en bøn. Det var jeg blevet bedt om at forberede på forhånd af min amerikanske kollega. Det var så tanken, at den danske delegation skulle bakke op og istemme et ”halleluja” og vi havde da øvet lidt hjemmefra. Jeg hørte nu ikke nogen istemme noget som helst fra den danske menighed

 
Dines og KYK, mens vi venter på barbeque lunch.
   
Udover at læse godnathistorie og tilbyde pasning i forbindelse med sygdom, forsøge at sprede god stemning, står min dør i det hele taget åben for personlig samtale, ligesom I derhjemme også altid er meget velkomne til at kontakte mig.