[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

I slutningen af november 2009 bekendtgjorde vi her på HOKs hjemmeside, at militærpolitiet (MP) med en MP-patrulje ville aflægge hærens garnisoners julefrokoster et besøg i løbet af november og december måned.

Formålet med militærpolitiets ”julefrokostkampagne” var at forsøge at sikre, at julefrokostdeltagerne ikke satte sig bag rattet med for meget alkohol i blodet.

Lederen af Hærens Militærpolitistation i Aalborg, seniorsergent Niels Christian Eriksen, sagde dengang:
- For mig er succeskriteriet, at vi ikke får nogen sager, for én sag er én sag for mange – i hvert fald i min verden.

Det endte med fem rapporter om spirituskørsel, efter at MP-patruljen havde besøgt mere end 20 julefrokoster i hærens garnisoner.



MP-patruljen var klar, da julefrokostdeltagerne begyndte at bevæge sig hjemad. I et enkelt tilfælde måtte patruljen sætte efter en person, der forsøgte at stikke af. Det viste sig da også, at personen havde for meget alkohol i blodet. Arkivfoto.

- Fem sager er fem for mange – især fordi vi gjorde meget ud af at annoncere, at vi var til stede. Det er blandt andet blevet annonceret på HOKs hjemmeside og fortalt til selve julefrokosten. Desuden sørgede vi for at være synlige på stedet, så det er meget tåbeligt, at der alligevel er fem sager, siger lederen af Hærens Militærpolitistation og pointerer, at alle er blevet tjekket.

- Der var ikke nogen, der kørte forbi uden at blive kontrolleret – det kan jeg sige med 99 procents sikkerhed. Hvis der var to udgange fra stedet, så lukkede vi enten den ene udgang, eller hvis vi havde nok folk ude på stedet, så kontrollerede vi begge udgange, fortæller han.

Det betyder, at der nu er fem personer, der står uden kørekort, hvis sagerne holder, men det regner Niels Christian Eriksen med, de gør.
- Det er nogle klare spirituskørselssager, siger han og fortæller videre om proceduren:
- Vi skriver sagerne, og sender dem til auditørkorpset (Forsvarets Auditørkorps, red.), som kører sagerne som politiet ville gøre det.



MP-patruljen var også på besøg i hærens garnisoner i 2008 for at tjekke julefrokostdeltagernes promiller. Kvinden på billedet var ikke påvirket af alkohol og kunne trygt køre videre efter at have blæst i alkometeret. Foto: Palle Strandgaard.

Rent praktisk foregår det på den måde, at julefrokostdeltageren blæser i vores alkometer, og hvis den viser en for høj promille, så bliver der udtaget blod af den pågældende ved en læges foranstaltning, og resultatet bliver sendt til Retskemisk Institut.
Efterfølgende får auditørkorpset oplysningerne og kører sagen videre ud fra det.

Niels Christian Eriksen er overordnet set tilfreds med kampagnen, om end han ærgrer sig over de fem spirituskørselssager.
- Jeg synes, kampagnen gik fint. Der er blevet taget godt imod tilbuddet, og folk har vist en meget god forståelse for nødvendigheden af kampagnen.