[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



”Vi har med stigende forundring set, hvordan det danske samfund tager imod hjemvendte soldater fra de internationale operationer, aktuelt fra Afghanistan. (…) Ugentligt læser vi om, at det danske samfund kun yder delvis støtte til disse formål. Det kan vi ikke være bekendt,” siger formand for Jyllands-Postens Fond Sven Bedsted, da han torsdag aften uddelte 1.5 millioner kroner til Hærens Regimenters Hjælpefond (HRH).

Iben Kjærgaard, som er sagsbehandler på alle indstillingerne til HRH-legatet, glæder sig til at kunne uddele flere penge til de enkelte soldater.

- Nu kan vi give nogle større beløb til de fysisk og psykisk sårede soldater, som er fondens første prioritet. Ved den seneste uddeling i marts i år, ville bestyrelsen gerne tilgodese alle de indstillede soldater, men så blev der ikke så mange penge til den enkelte soldat. Det er der forhåbentligt nu, siger Iben Kjærgaard.

Hærens Regimenters Hjælpefond kan søges frem til august 2010. Alle kan indstille en psykisk eller fysisk såret soldat ved at skrive lidt om soldatens historie og sende det til Hærens Operative Kommando, postboks 59, Karup J, att. Hærens Regimenters Hjælpefond.

For nærmere oplysninger om legatets formål, følg dette link: Hærens Regimenters Hjælpefond