[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Allerede timer forud for arrangementet var folk stimlet sammen i Vordingborgs gågade, hvor soldater fra kasernen fremviste deres køretøjer, våben og gav børnene sløringsfarve i ansigterne. Flere af de handlende havde udstillet små boder, og gågaden var smykket med Dannebrogsflag i hele sin længde, og butikkerne var pyntet op med de rød-hvide farver.



Den pansrede ambulance var især populær hos de mange besøgende børnehaver.

Klokken 10.45 red husarerne gennem byen med blanke sabler til hornmusik og paukeslag. Midt i Algade stoppede de op, så tilskuerne kunne komme helt tæt på. Mens hestene tyggede gulerødder i sig, gjorde de blåklædte ryttere honnør for Kosovo-veteranerne.



Husarerne i blåt udgjorde et imponerende skue i den snævre gågade.

Parade ved Gåsetårnet

De ankom kort efter i en kolonne, der var tre mand bred og 115 mand dyb. Med fanen og musikkorps forrest indtog de gågaden med blanke støvler og skinnende medaljer. De marcherede herefter op til ruinterrænet ved Gåsetårnet og resterne af Valdemar Atterdags gamle borg, hvor de afholdt en kort parade.



Kosovo-veteranerne kan som det sidste store hold danske soldater i det lille land se tilbage på en veludført opgave.

Herefter samlede soldaterne og deres pårørende sig i byens VUC hal til et frokostarrangement med underholdning, hvor de blev budt velkommen af medlem af Folketingets Forsvarsudvalg Karsten Nonbo, chefen for Det Danske Internationale Logistik Center, oberst Peter Kølby Petersen, af Vordingborgs borgmester, Henrik Holmer, og af chefen for kontingentet oberst Lars Baier.

Sidste store hold

Vordingborgenserne kunne resten af dagen underholde sig med militære veterankøretøjer, Hjemmeværnets musikkorps og opvisning af den lokale Prins Jørgens Garde. Det store arrangement, som DANILOG var hovedarrangør af, fik støtte fra både kommunen og handelsstandsforeningen i byen.

Kosovo Hold 21 var det sidste store selvstændige hold danske soldater i den lille Balkanstat. De har udgjort den danske kampgruppe i landet i de sidste seks måneder. De blev afløst i starten af februar af Hold 22, der udgøres af et kompagni, et stabselement og to militær observatørteams, som er en del af en nyformeret fransk kampgruppe.

Læs talen af Karsten Nonbo, MF(V), her