[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Forsvarschefen, general Knud Bartels, aflagde fredag officielt besøg ved Jydske Dragonregiment i Holstebro.



Forsvarschefen, general Knud Bartels, modtager paraden fra den fungerende regimentschef, oberstløjtnant K.E. Knudsen. Fotos: Tommy Bruhn.

Alt personel ved Jydske Dragonregiment var samlet på paradepladsen, og alle var spændte på forsvarschefens besøg. Slesvigske Musikkorps spillede i dagens anledning, da regimentets eget musikkorps spillede i forbindelse med majestætens 70 års fødselsdag.



Forsvarschefen inspicerer paraden.

Forsvarschefen sagde, at der var tre begivenheder, der skulle fejres. Den første begivenhed var naturligvis fejringen af Dronning Margrethes 70 års fødselsdag, som blev hyldet med et trefoldigt hurra af alle tilstedeværende og ledet af forsvarschefen selv.

Forsvarschefen tilkendegav endvidere, at det var vigtigt at stå i Holstebro på Dronningens fødselsdag, når nu to af de tre kamptropsregimenter i denne tid tiltrækker sig særlig opmærksomhed. Forsvarschefen tænkte her på Den Kongelig Livgarde og Gardehusarregimentet, som er repræsenteret ved dronningens fødselsdag.

- Jeg ved imidlertid, sagde general Bartels, at der også er et tredje regiment, som bærer afgørende, tunge og til tider smertefulde byrder i forbindelse med vores internationale operationer. Det er Jydske Dragonregiment og årsagen til, at jeg står her i dag på hendes majestæts fødselsdag.

Forsvarschefen udtrykte sin anerkendelse af den indsats, der er blevet ydet ved enhederne ved Jydske Dragonregiment i de sidste mange år. Forsvarschefen gjorde endvidere opmærksom på, at han var vidende om de tab, som regimentet har haft i forbindelse med indsættelser i internationale operationer. Han benyttede også lejligheden til at fremhæve den støttestruktur, som bidrager til, at soldaterne kan udsendes i internationale operationer.



Forsvarschefen hæfter Fortjensttegnet på Søren Gades bryst for 25 års god tjeneste i forsvarets reserve.

Den tredje begivenhed var en overraskelse for de fleste. - Som forsvarschef har jeg særlige privilegier, sagde general Bartels, og de skal komme andre til gode først og fremmest. I denne situation skal jeg bede major af reserven Søren Gade om at træde frem.

Den tidligere forsvarsminister Søren Gade, som i dagens anledning var i uniform, fik herefter overrakt ”Fortjensttegnet for god tjeneste i reserven” af forsvarschef Knud Bartels.

Efter paraden benyttede forsvarschefen lejligheden til at tale til regimentets officerer og befalingsmænd, som også fik mulighed for at stille spørgsmål.

Efter frokost var forsvarschefen ude at besøge enhederne.