[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Taleban i Gereskh-området fik et hårdt slag, da styrker fra ANA og ISAF forleden slog til mod et tilholdssted for en højtstående Talebanleder. Den Danske Kampgruppe støttede operationen, hvor afghanske og internationale soldater trængte frem mod en compound i den centrale del af Gereskh by. Danske soldater oprettede en ydre sikkerhedsperimeter, der sikrede, at anholdelsesstyrken kunne arbejde uforstyrret med selve anholdelsen.

De afghanske og internationale sikkerhedsstyrker havde fået informationer om, at en navngiven, højtstående Talebanleder ville være i compounden. Med kort varsel blev der derfor iværksat en operation, der skulle anholde Talebanlederen. Aktionen, der fandt sted efter midnat, forløb uden skudvekslinger og relativt fredeligt.

Udover den navngivne Talebanleder blev yderligere to mænd anholdt ved aktionen. Anholdelsen af de tre mænd var en del af den indsats, som ISAF gør for at bekæmpe ledelsesstrukturen blandt Taleban. Den anholdte Talebanleder er blandt andet under mistanke for at være involveret i den udlægning af IEDer, som finder sted i Den Danske Kampgruppes ansvarsområde.