[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



Solen spillede i de højglanspolerede sabler og skinnende missionsmedaljer, da lærere, elever og civilt ansatte sammen med Slesvigske Musikkorps her til formiddag trådte an til parade i den brolagte slotsgård på Frederiksberg slot. De var samlet for at indvie to mindetavler til ære for officerskammerater, der er faldet i kamp siden 1948.
 
Den ene tavle bærer indtil videre navnene på de to faldne linjeofficerer, major Anders Storrud og kaptajn Christian Damsholt, der begge er faldet i Helmand provinsen i Afghanistan. Den anden tavle viser et verdenskort, hvor man kan se, hvor officererne er faldet.



Mindetavle med navnene



Mindetavle med kort

Også for de pårørende

Foran paraden stod de pårørende til to faldne officerer og indbudte gæster, der blandt andre talte chefen for hæren, generalmajor Niels Bundsgaard og chefen for hjemmeværnet, generalmajor Jan Norgaard. I midten stod chefen for Hærens Officersskole, oberst Eigil Schjønning og holdt sin tale.

 - Officerskorpset er derude, og vi gør en forskel. Desværre har dette også betydet, at der er faldet to linjeofficerer i kamp for freden. Vi har derfor fundet det vigtigt, at vi netop på dette sted – Hærens Officersskole på Frederiksberg Slot – mindes de linjeofficerer, der siden 1948 er faldet i kamp, sagde han.
 
Historiens vingesus
Derefter trak obersten pårørende, gæster og fanekommando med ind i slottets nyrenoverede mindehal. Her trak kammerater til de to faldne klædet væk fra tavlerne og nedlagde kranse til ære for de afdøde efterfulgt af et minuts stilhed.

I forbindelse med forberedelserne til opsætningen af tavlerne er officersskolens mindehal blevet renoveret. Mindehallen rummer også to mindetavler over de faldne linjeofficerer fra Anden Verdenskrig”.

Mindehallen er det første rum, man kommer til, når man går ind af slottets hoveddør, og når man færdes i hallen tager man sin hue af og taler dæmpet i respekt for de faldne. På den måde er det synligt, at vi ærer vore faldne og det de stod for.

- Historiens vingesus her på slottet, alvoren i de opgaver vi løser, og den korte afstand fra liv til død bliver centralt i vores fælles opfattelse af officersgerningen. Det hedder traditioner, traditioner fører til korpsånd, og det er korpsånd og holdninger, der får danske officerer til at føre deres enheder i angreb igen i morgen, sagde oberst Eigil Schjønning, der er chef for Hærens Officersskole, i sin tale til paraden.

Efter ceremonien var der reception for de pårørende og indbudte gæster, der udover tidligere nævnte også inkluderede chefen for 1. Brigade, brigadegeneral Michael Lollesgaard, chefen for Den Kongelige Livgarde, oberst og kammerherre Lasse Harkjær og chefen for DANILOG, oberst Peter Kølby
Pedersen.



Mindehallen