[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



Det oplyste Frederiksberg Slot set fra Frederiksberg Have.


Selvom Hærens Officersskole har været tovholder på projektet, er det dog ikke Forsvaret, der har betalt for forskønnelsen af det gamle renæssanceslot. Det har derimod Frederiksberg Fonden, der er en privat almennyttig fond, der giver bidrag til projekter, der højner Frederiksbergs bymiljø til glæde for kommunen og borgerne.

Officer og kunstner
Belysningen har det primære formål at skabe en fin fremhævelse af slottet efter mørkets frembrud og derved gøre det til et smukt vartegn i området. Facadebelysningen er udført fra 83 armaturer, der er nedfældet i terrænet omkring slottet. Det skal sikre en blændfri facadebelysning, der er i balance med omgivelserne, og som har gode lys/skygge virkninger.

Porten, der vender ud mod Roskildevej, kunne dog ikke oplyses helt af nedgravede spots. Her har linjeofficeren og kunstneren Axel Vermehren designet en række messinglamper, der giver de samme skyggevirkninger, som de nedgravede spots fremkalder på slottets facade.



Belysningen ved hovedindgangen til Hærens Officersskole set fra Søndermarken.


Tilfældigt ramt

Det var et lykketræf, at indvielsen også ramte Dronningens 70 års fødselsdag. Det var nemlig kommunens tænding af springvandene i Frederiksberg Have, der var valgt som anledning, og den falder 16. april, uanset hvornår den siddende regent har fødselsdag.

Udover Hærens Officersskole og Frederiksberg Fonden har Frederiksberg kommune medvirket til projektet ved at lade det indgå i kommunens belysningsplan. Derudover har Slots- og Ejendomsstyrelsen givet tilladelse til, at armaturerne kunne graves ned i styrelsens jord.