[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Hoveddelen af de soldater, der skal udsendes til Libanon på Hold 4, kommer fra Ryes Kaserne i Fredericia. Mandag morgen var langt de fleste samlet for første gang i kasernens gymnastiksal, hvor der blev budt velkommen af chefen for bidraget, Ove Kjærsgaard Hansen, samt kompagnichefen Mads Steffensen.



Kompagnichef Mads Steffensen glæder sig til kommende mission og den træning, der skal gå forud.

- Nu er vi rigtigt i gang, og det er dejligt, at vi nu skal til at lave konkret uddannelse og træning af vores soldater med henblik på en udsendelse. Det glæder både de og vi os til, siger kompagnichef Mads Steffensen.

Det har ikke været svært at finde soldater til udsendelsen. Flere har meldt sig frivilligt.
- Vi har haft flere at tage af, end vi skulle bruge, hvilket har betydet, at vi også har måttet skuffe nogen, og det er naturligvis ærgerligt, siger han.



Langt de fleste af de soldater, der skal deltage på UNIFIL Hold 4 var i denne uge samlet i Fredericia for første gang.

De næste mange måneder kommer til at gå med uddannelse og træning, så alle soldater kan få genopfrisket deres færdigheder og tilegnet sig de rette kvalifikationer til netop missionen i Libanon.

- Vi skal blandt andet have uddannet en del flere chauffører til forskellige køretøjstyper og øvet os i at køre i terræn, der ligner det, der er i Libanon, siger Mads Steffensen.

Hold 3 har netop overtaget kommandoen i Libanon, og du kan læse om deres første dage her på sitet.