[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af kaptajn Ninna Villadsen, presseofficer, Danske Division

Danske Divisions stab har fra tirsdag til fredag gennemført øvelse ”Errant Knight” i Haderslev.

Formålet med øvelsen var at øve cheferne for enhederne og deres stabe i at lave planlægning, arbejde med beslutningsprocesser og træne det indbyrdes samarbejde i en multinational sammenhæng.



Grundige kortstudier er en vigtig del, når der skal gennemføres planlægning af store operationer med deltagelse af soldater fra flere lande. Her ligger danske, litauiske og estiske soldater på gulvet og studerer kortet. Foto: Ninna Villadsen.

I øvelsen deltog stabene fra den danske 1. brigade og 2. brigade, Iron Wolf fra Litauen, 1. Infantery Brigade fra Estland, Danish Advisory and Traning Staff, Latvian Landforce Brigade fra Letland og repræsentanter fra 16. Air Assault Brigade fra Storbritannien.

De danske dispositionsenheder med Det Danske Internationale Logistik Center, deltagere fra 3. Førings- & Målopklaringsafdeling, 3. Ingeniørbataljon, 3. Telegrafbataljon, Electronic Warfare Kompagni, 3. Militærpolitikompagni og CIMIC Kompagniet indgik også i øvelsen.

Ud over disse enheder deltog der eksperter fra Hærens Ildstøtteskole, Hærens Kampskole, Hærens Ingeniør- og ABC skole, Hærens Logistikskole, Hærens Føringsstøtteskole, Forsvarsakademiet og fra flyvevåbnet repræsentanter fra Helicopter Wing Karup og Expeditionary Air Staff. I alt 200 soldater.

Baggrunden for øvelsen var et scenarie, der bygger på, at der flere steder i verden kan ulme af konflikter, der kan udvikle sig til en sikkerhedspolitisk krise, og som kan kræve, at det internationale samfund griber ind politisk og/eller militært.

Hvis det sker, kan Danske Division blive en af aktørerne, og derfor øvede Divisionens stab, samarbejdspartnere og enheder sig i at løse sådan en opgave.

Scenariet for øvelsen var, at der i et område er opstået chikane af forskellige mindretal, støtte til oprørsgrupper, provokerende øvelsesaktiviteter nær landegrænser mellem en række nabolande med forskellige geografiske, nationale og politiske interesser.

Derfor er NATO Response Force, NRF, blevet indsat på baggrund af et FN mandat, og det er hensigten, at Danske Division skal tage over efter NRF.

Øvelsen i Haderslev vil blive fortsat ved en stor øvelse i Litauen i efteråret 2011.