Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Torsdag formiddag mødte en nøje udvalgt skare op på Amalienborg.
De udvalgte var en jægerpatrulje, frømand Jonas L. Awsy, overkonstabel Martin Paszkiewicz Aaholm og feltpræst Thomas Østergaard Aallmann.
På Amalienborg stod kronprins Frederik klar til at hædre dem, idet Anders Lassen Fonden legaterne skulle uddeles. Kronprinsen, der er protektor for fonden, overrakte legaterne og holdt en tale for de fremmødte.
Kronprins Frederik holdt en personlig tale til legatmodtagerne ved ceremonien på Amalienborg. Foto: Forsvarskommandoen.
- I flytter og har flyttet en masse ting. Nogle har betalt den højeste pris. Det er sørgeligt, men en del af det at være soldat, sagde kronprins Frederik.
- I ved mere end nogle andre, at I betyder noget for jeres land, sagde han afslutningsvis i sin til tale til legatmodtagerne.
Kronprinsen tog sig god tid til at tale med de fremmødte efter uddelingen af legaterne.
Legatmodtagerne
Den alvorligt sårede Martin Paszkiewicz Aaholm sad ned under ceremonien, men er gående på trods af to benamputationer.
Martin Paszkiewicz Aaholm blev hårdt såret i Afghanistan. Foto: Forsvarskommandoen.
- Jeg er utrolig stolt over at modtage legatet og sidde i så fint selskab og blive hædret. Det er stort, sagde overkonstablen.
Den 1. juli 2009 blev Martin Paszkiewicz Aaholm hårdt såret af en IED (vejsidebombe, red.) i Afghanistan.
Jægerpatruljen fik legatet for at have udvist ekstraordinært stort mod og operativ effektivitet i de opgaver, som Jægerkorpset var indsat i i 2009 – i særdeleshed i en række specifikke højrisiko-operationer sammen med enheder fra Den Danske Kampgruppe i Afghanistan.
To frømænd – kronprins Frederik og legatmodtager Jonas L. Awsy. Foto: Forsvarskommandoen.
Jonas L. Awsy er frømand og blev alvorligt såret under en øvelse.
Uheldet har ændret hans liv fuldstændigt. Han får legatet som en økonomisk hjælp i en tid, hvor han skal ændre sin livsbane.
Thomas Østergaard Aallmann bukker for kronprinsen. Feltpræsten modtog legatet efter at have udvist stort engagement på ISAF hold 5. Foto: Forsvarskommandoen.
Feltpræst Thomas Østergaard Aallmann modtog legatet for at have udvist et særdeles stort og ærligt engagement for soldaternes liv, vilkår og forhold i missionsområdet på ISAF hold 5.
Et stort personligt mod har været fremherskende for hans gerninger som præst.
FAKTA: Anders Lassen Fonden |
Fonden har navn efter den enestående personlighed major Anders Lassen, der gjorde en formidabel indsats for Danmark under 2. Verdenskrig. Formålet med Anders Lassen Fonden er: - At belønne betydningsfuld militær indsats. - At yde et økonomisk bidrag som anerkendelse eller opmuntring til medlemmer eller tidligere medlemmer af Jægerkorpset eller Frømandskorpset for en særlig indsats eller sådanne efterladte eller pårørende. - At støtte og opmuntre tilskadekommet dansk militært personel. - At tilgodese personer, der yder eller har ydet en særlig humanitær indsats, eller sådanne personers efterladte. - At knytte Anders Lassen som et forbillede til de to korps og derved skabe tættere bånd mellem korpsene.
Anders Lassen blev post mortem tildelt Viktoriakorset for tapperhed udvist under det angreb på den nordlige bred af Lago Commachio, Italien, natten mellem den 8. og 9. april 1945, der kostede ham livet. |