[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

- Der sker noget, når man går ud af lejren og sætter sig op i køretøjerne. Der kommer en helt anden atmosfære. Vi er alle afhængige af hinanden, afhængige af, at alle gør, hvad de skal gøre, og at vi hjælper hinanden. Så der er ikke overskud til at se på, hvem vi ellers er i alle andre situationer. Som pige skal man kunne sætte sig ned og tisse i en mark og være ligeglad med, om drengene kigger på en. Det gør de heller ikke. De har jo travlt med at løse deres opgaver. Der er ikke plads til at gå og være sød og lidt svagelig. Man er nødt til at tage sin tørn sammen med drengene, fortæller Jonna.

Adgangsbillet til afghanske kvinder
Som kvindelig tolk er hun adgangsbillet til en del af den afghanske verden, som ellers ville være lukket.

- Vi kan møde kvinderne og tale med dem på nogle andre vilkår, end mændene kan – og alene vores tilstedeværelse som kvinder løser situationen meget mere op. De afghanske kvinder føler sig tryggere og får øjnene op for en anden måde at være kvinde på. Vi er ikke de første tolke eller kvindelige tolke, men vi er stadig med til åbne nogle døre både for dem og for den danske styrke, forklarer Jonna.

Det er 100 år siden, at Kvindernes Internationale Kampdag blev indstiftet første gang, så der har været lang vej fra begyndelsen og til vores samfund i dag, hvor kvinder som Jonna kan vælge et job som sprogofficer. Og derfor mener hun også, at det kan tage rigtig lang tid, før afghanske kvinder kommer til at få de samme muligheder.

- Vi skal hjælpe Afghanistans kvinder til at blive frie, ikke være undertrykte og få en uddannelse. I vores del af verden er det en udvikling, der er kommet indefra og på vores eget initiativ, og det har stadig været problematisk for os. Så hvis vi trækker vores kvindeidealer ned over hovedet på afghanerne, bliver det en traumatisk proces, hvor vi vil blive modarbejdet af både mænd og kvinder. Men det skal nok komme.

Før den afghanske borgerkrig var der stor personlig frihed i de større byer. Kvinder blev uddannet og kunne sagtens gå på gaden uden at være tildækket, siger hun.

Kollega – nej tak, kone – ja tak
Afghanske mænd accepterer vestlige kvinder i uniform, så længe der stadig er danske mandlige soldater tilstede. Når der ikke er det, og mændene opdager, at Jonna taler pastho opfattes hun ikke længere som en soldat, men som en kvinde med lyst hår og synlig hud, som de meget gerne vil gifte sig med.

- Jeg tror, at både kvinder og mænd langsomt vil vænne sig til kvindelige soldater. Der kommer nok til at gå lang tid, inden den afghanske hær kommer til at opfatte kvindelige soldater som kolleger. At være soldat er meget et mandeideal for dem. De kan godt forstå, at det ser anderledes ud i vores del af verden og accepterer vores måde at gøre det på. Afghanistan skal bare selv finde sin måde at gøre tingene på, og vi skal hjælpe dem, indtil de har fundet den, siger Jonna.

Jonna tolker på en patrulje, hvor en lille dreng har ondt i øjet.