[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Efterhånden er der gået halvanden måned, og LMT (Liaison Monitoring Team) har rigtigt fået taget pulsen på Kosovo i de store serbisk- og albanskdominerede områder, som henholdsvis LMT 4 og LMT 5 har ansvaret for.

De har siden ankomsten brugt megen tid på at lære en masse mennesker at kende, som de skal ”leve af”. De har på deres vej mødt politikere på alle niveauer, talsmænd, politifolk, skoleinspektører, lærere og diverse repræsentanter fra internationale organisationer samt ikke mindst menigmand på gaden.
Der har også været tildelt en helikopter til rekognoscering i respektive ansvarsområder, og det gav klarhed over placering af nøgleområder samt vejenes forløb oppe i bjergene.
                                                                                                                                                   


LMT efter afsluttet rekognoscering med helikopter.

LMT holdene bliver over alt, hvor de kommer, mødt med stor gæstfrihed, og selv om lokalbefolkningen ofte ikke har mere end til dagen og vejen, deler de gerne det, de har, med LMT-folkene.
 
En af de store oplevelser, de har hver dag, er at se de smilende og glade børn, der ivrigt vinker til dem, når de kører forbi på deres patrulje.

I denne tid er LMT meget fokuseret på reaktioner i befolkningen på den netop vedtagne FN resolution. De bruger blandt andet megen tid på at tale med repræsentanter for myndighederne, de erhvervsdrivende samt lederne af lokale medier og ikke mindst på at høre befolkningens mening om, hvordan de ser på fremtiden.

Generelt er hovedindtrykket, at resolutionen og de større politiske sammenhænge ikke fylder så meget blandt folk, da de har mere end travlt med at få dagligdagen til at hænge sammen.

Når man taler med de lokale om Kosovos fremtid, er svarene dog klare. Albanerne kan ikke acceptere andet end et selvstændigt Kosovo, mens serberne aldrig vil afgive Kosovo.

Med resolutionen i baghovedet venter kosovo-serberne på de kommende beslutninger om fremtiden for de fire nordligste kommuner, som kører parallel struktur med Serbien.

Her håber man virkelig, at der med EU som koordinerende kan findes en løsning, som tilgodeser, at de kan blive boende, få en bedre levestandard og opleve udvikling i området.
 
Det bliver en spændende periode, vi går ind i, og alle er klar over, at den kan blive meget intens, men det er alle uddannet og klar til.