Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
En skruenøgle hedder ”scorange” på dari. Det fandt Christoffer og Henning ud af mandag formiddag, da de var på besøg i Camp Gereshk, hvor den 3. kandak holder til - kandak er det afghanske ord for bataljon.
Både Christoffer og Henning er med i den danske enhed DKAT (Danish Kandak Advisory Team), der
udelukkende har til opgave at rådgive den afghanske hær. Det er første gang et dansk hold i Afghanistan har sådan en enhed med fra starten, og indtil videre er indtrykket godt.
Hvad hedder en skruenøgle på dari? Det kan kræve både fagter og pen og papir at finde ud af, når tolken for en kort bemærkning er væk.
- Jeg har kun positive oplevelser med de afghanske soldater, de er meget imødekommende og
samarbejdsvillige. Den største barriere er faktisk sproget, men man når rigtig langt med fagter, lidt pashto og et smil, siger Christoffer, der er major og hidtil har været næstkommanderende i en logistikbataljon.
Det er en meget passende erfaring, for en af de vigtigste opgaver bliver at lære afghanerne at sikre
logistikken til de soldater, der er ude at kæmpe, så de f.eks. får vand, mad og ammunition. Men det tager tid. Christoffer og resten af enheden har været i Camp Gereshk hos 3. kandak en del gange, hvor de har lavet alt fra at drikke te til at hjælpe med at skifte en el-tavle. I går formiddag gjaldt det hjælp til olieskift på den generator, der skaffer lejren strøm.
- Papirarbejdet er vi ikke nået til endnu. Vi prøver selvfølgelig at påvirke deres planlægning, når vi taler sammen, men det tager tid. Det er afghanernes land, så de gør ting på deres måde, det er jo ikke så overraskende, siger Christoffer.
De afghanske soldater er meget imødekommende og samarbejdsvillige.
Den afghanske hær har allerede et system, der kan bruges til at sikre forsyninger. Det fungerer ikke altid, men det er vigtigt at prioritere det, fortæller chefen for DKAT, Major Kim Kristensen.
- Det går meget hurtigere, hvis vi bare giver dem, hvad de mangler. Men så får den afghanske hær ikke vænnet sig til at bruge deres eget system, og det er altafgørende for, at de kan klare sig, når vi på et tidspunkt tager hjem, siger han og understreger, at han er positiv overrasket over de afghanske soldater.
- Billedet er ikke rosenrødt, men det er bestemt heller ikke sort. Der er mange ting, der ikke fungerer,
men der er til gengæld en grundlæggende forståelse af, at man skal have et system, der bakker op om de soldater, der er ude at kæmpe, siger han.
I Camp Gereshk kigger flere ivrige afghanske soldater på den generator, som der skal skiftes olie på.
Skruenøglen er fundet, og en afghansk soldat skruer de rigtige steder på de rigtige tidspunkter. Efter en times arbejde er generatoren i gang igen.
De afghanske soldater skiftede selv olie på deres generator under vejledning fra Henning, der er seniorsergent i den danske enhed, der skal rådgive den afghanske hær.
Fakta om samarbejdet |
Det dansk-afghanske samarbejde består af meget mere end rådgivning af den afghanske hær. Afghanske og danske soldater udfører opgaver sammen i hele det danske ansvarsområde, og som noget helt nyt er to danske betjente med på hold 10, for at rådgive det afghanske politi. Dermed er hold 10 det første hold, der har så meget fokus på samarbejde med afghanerne. |