Mindeord

Det var med stor sorg, at Den Danske Kampgruppe modtog besked om, at premierløjtnant Jonas Peter Pløger var død af de kvæstelser, han pådrog sig, da han under en patrulje lidt syd for Budwan basen blev ramt af en nedgravet sprængladning.

Jonas, der var på sin første udsendelse, efter at han var blevet færdiguddannet på officerskolen, var en officer, der med stor ildhu og begejstring løste de ofte meget vanskelige opgaver, han fik pålagt.

Han var kendt blandt såvel kompagniets som kampgruppens personel for at være et glad og positivt menneske, der med et stort overskud på sin egen stille facon havde smil på læben og glimt i øjet.

Han førte sine soldater, som alle officerer kun kan beundre, altid fra front, altid klar til at vise vejen. Og når det gik hjemad fra en patrulje, var han altid den sidste til at forlade den grønne zone – så han var sikker på, at alle var med. Det var netop som den omsorgsfulde delingsfører, der sikrer, at alle under beskydning kom tilbage, at Jonas blev ramt af en nedgravet sprængladning, der sårede ham så hårdt, at selv hurtig og dygtig hjælp fra hans egne soldater ikke kunne redde hans liv.

Jonas var nysgerrig og interesseret og havde mange planer med sit liv. Hans engagement i sport og hans lyst til at søge til Jægerkorpset er vidnesbyrd om dette.

Vi er alle sammen blevet fattigere med tabet af Jonas, men vi er samtidig taknemmelige for at have kendt et menneske, der med overskud altid havde plads til at være noget for andre. En delingsfører, der med omhyggelig planlægning altid søgte størst mulig sikkerhed, inden delingen gik af sted på patruljer.

For dine soldater var du sikkerhed og tryghed. For os andre var du en inspiration.
Vores tab er stort, men intet mod det tab din kæreste og familie har lidt.
Vi vil savne dig blandt os, og vi vil fortsætte mod målet, som du ville have ønsket, og bære mindet om dig med os. Vi vil aldrig glemme dig.

Æret være Jonas Pløgers minde.