[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Konstabel Simon Jørgensen blev dræbt ved eksplosionen af en sprængladning i Afghanistan den 22. september.

Onsdag klokken 11 præcis åbnede et Hercules-fly sin lasteluge i Roskilde Lufthavn, og kisten med den faldne soldat blev båret ud og ind til en mindehøjtidelighed, mens Den Kongelige Livgardes Musikkorps spillede ”Kongernes Konge”.



Kisten med Simon Mundt Jørgensen bæres ud af flyet af kammerater fra Afghanistan. Fotos: Jeppe Wahlstrøm.

Inde i hangaren var de nærmeste pårørende samt familie, venner og kollegaer, og til stede var forsvarsminister Gitte Lillelund Bech, forsvarschefen, general Knud Bartels, chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos, og den fungerende chef for Den Kongelige Livgarde, oberstløjtnant Jan Hansen.
Fra den amerikanske ambassade deltog major Mike Cullinane og fra den britiske ambassade commander Martin Schmidt.



 
Kisten blev båret ind i hangaren, mens Den Kongelige Livgardes Musikkorps spillede ”Kongernes Konge”. Næstbagerst feltpræst Karen Marie Bøggild sammen med major Michael de Voss.

Den fungerende chef for Den Kongelige Livgarde, oberstløjtnant Jan Hansen, gik frem til kisten og lagde en buket blomster. Stående ved kisten sagde han:

- Nu står vi så ved afslutningen af Simons rejse. Simon havde trods sin unge alder taget den store beslutning, at han ville hjælpe og kæmpe for, at mennesker kan leve i fred og frihed i Afghanistan.
Vi fra Livgarden er stolte af at have kendt dig, og jeg er stolt af at have haft en garder af din støbning i min bataljon. Meget stolt.

- Intet, intet af, hvad jeg siger nu, kan lindre sorgen hos de pårørende. Verden har været kaotisk siden sidste onsdag, og der vil fortsat være meget vanskelige tider forude. Så derfor skal I vide, at Livgarden fortsat vil hjælpe og støtte jer på alle de måder, det er os muligt. Der er ingen opgave, der er for lille, ingen der er for stor.

Derefter tale feltpræst Karen Marie Bøggild og lyste velsignelsen. Kisten blev båret ud af hangaren til rustvognen, mens Musikkorpset spillede ”Det var på Isted Hede”.

Der er militær begravelse med deltagelse fra Den Kongelige Livgarde mandag den 4. oktober klokken 11 fra Skt. Povls Kirke i Korsør med efterfølgende jordfæstelse på Korsør Kirkegård.

Læs oberstløjtnant Jan Hansens tale her.