[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

- Forsvarets Auditørkorps har indstillet efterforskningen i sagen, hvor to soldater afgik ved døden den 11. juni 2010 i Oksbøl som følge af et uheld med en let morter, meddeler Forsvarets Auditørkorps i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Formålet med efterforskningen har været at afdække, om der er personer, der strafferetligt kan drages til ansvar for hændelsen.

Auditørkorpset har ikke fundet anledning til at sigte personer for overtrædelse af den militære straffelov eller anden lovgivning.

Der er i forbindelse med efterforskningen foretaget afhøringer af en række vidner. De tekniske undersøgelser er foretaget af Hærens Ildstøtteskole.

Som begrundelse for at indstille efterforskningen og om baggrunden for, at granaten eksploderede, kan det oplyses, at der med stor sandsynlighed er tale om en teknisk fejl i mortergranatens stødrør kombineret med, at besætningen (soldaterne) ikke har identificeret fejlen, slutter pressemeddelelsen.

De to omkomne soldater, skytten Simon Kofoed Christensen og hjælperen Jonas Rasmussen, var veluddannede og rutinerede. Dagen før ulykken var de under skydning i Borris blevet kontrolleret af eksperter fra Hærens Ildstøtteskole, og de fik begge meget fine bedømmelser.

Hærens Ildstøtteskole har været med til at undersøge ulykken.
Den sandsynlige årsag til ulykken er, at der er sket en rotordrejning i stødrøret, og at denne fejl ikke er blevet identificeret af besætningen, og derved er granaten eksploderet i morterrøret. Men det vil aldrig kunne fastslås med sikkerhed, da væsentlige dele af bevismaterialet forsvandt ved eksplosionen.

Når sikringsstiften er udtaget af granaten, skal besætningen kontrollere farven i et kontrolvindue. Hvis farven er grøn, kan granaten føres ind i morterrøret.
Hvis der er sket en rotordrejning, er granaten armeret, og der vil være en rød farve i et kontrolvindue, og i det tilfælde skal granaten lægges til side og bortsprænges.
Hvis en sådan granat alligevel indføres i røret, vil der ved affyring ske en eksplosion i røret.

Der er ikke kendskab til, at en lignende ulykke tidligere er sket med denne mortertype. Man ved, at der i Danmark i tre tilfælde med andre mortertyper er sket en rotordrejning, men i disse tilfælde har besætningen konstateret det, og granaterne er blevet lagt til side og derefter bortsprængt.

Efter ulykken har Hærens Ildstøtteskole vurderet, om ulykken giver anledning til ændringer i regler og procedurer.
Som en ekstra kontrolforanstaltning indføres der med øjeblikkelig virkning en fysisk kontrol af, om der er sket en rotordrejning. Det sker ved, at sikringsstiften tages ud, og derefter indføres den igen. Hvis rotoren har drejet sig, så kan sikringsstiften ikke indføres, og granaten må derfor ikke affyres.

Der sker yderligere det, at risikoen for rotordrejning vil fremgå af advarselssedler i ammunitionskasserne. Der bliver også gennemført en kontrol af, at soldaterne i morterbesætningerne ikke er rød/grøn farveblinde. (Det skal bemærkes, at de to omkomne soldater ikke var farveblinde).

Når disse foranstaltninger er iværksat hos de enheder, der har let morter, vil det eksisterende skydeforbud successivt blive ophævet.

De pårørende er blevet informeret om auditørens afgørelse og resultatet af de tekniske undersøgelser. De pårørende ønsker ikke at blive kontaktet af medierne.


Chefen for ISAF Hold 10, oberst Lennie Fredskov Hansen:

"Jeg er glad for, at undersøgelsen af den tragiske ulykke er afsluttet. Det er mit håb, at undersøgelsens resultat giver en vis afklaring for de efterladte i familien, blandt kammeraterne i mortergruppen, i kompagniet og de mange i kampgruppen, som har været direkte eller indirekte berørt af S.K.s og Jonas’ alt for tidlige død.
 
Jeg ved, at det er vigtigt for kammeraterne i mortergruppen hurtigt at komme til at skyde igen. Der bliver nu iværksat en styrket kontrol inden skydning, og derefter vil skydeforbuddet med let morter blive ophævet. Det vil derfor være muligt at gennemføre skarpskydning, inden mortergruppen indsættes operativt.
 
Vi kæmper videre, men vi glemmer aldrig vores faldne kammerater."