[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



Forsanger Trille Palsgaard. Absolute Girls består egentlig af fire kvinder, men to af dem kunne ikke komme med, så de blev erstattet af tre mænd.

- Forestil jer, at I er til fodboldkamp og råb med!

Sådan lød beskeden fra scenen, da bandet Absolute Girls fredag aften spillede for soldaterne i Camp Bastion. Scenen stod på volleyballbanen, der ligger lige foran KFUM’s soldaterhjem. I lidt over halvanden time spillede de hits, som de fleste kender. Der var sange af blandt andre U2, Britney Spears, Bon Jovi og Lady Gaga. Og så var der fællesdans til ’Stayin alive’ af Bee Gees.



”Luftguitar” blandt publikum ved koncerten i Camp Bastion fredag aften.

- You can do it better! råbte forsanger Trille Palsbjerg mere end en gang under koncerten. Bagefter kunne hun smilende fortælle, at soldater er det absolut sværeste publikum at spille koncert for. Og hun ved, hvad hun taler om. Både hun og guitarist Berit Fridahl har spillet flere gange for soldater både i Irak, Kosovo og Afghanistan.

- De er jo på arbejde og kan blive kaldt ud, selv om der er koncert, så de er mere kontrollerede end et publikum hjemme i Danmark, der er til fest, siger Trille Palsgaard.



Scenen i Camp Bastion var stillet op på volleybanen foran KFUM’s soldaterhjem.

Men der blev faktisk både danset, klappet i takt over hovedet og sunget med i løbet af fredag aften. Og det blev der også i Camp Price, hvor bandet spillede søndag aften, inden turen gik tilbage til Danmark sammen med de 600 kilo udstyr, bandet havde med rundt til lejrene.



Lydprøver i Camp Price inden aftenens koncert.

De er begge to enige om, at det er turen og tiden værd at komme til Afghanistan og spille for de danske soldater.

- Vi tror, vi er med til at give et afbræk og et åndehul, siger Trille Palsbjerg og bliver suppleret af Berit Fridahl:

- Det er vores job at skabe noget glæde og hæve os over den alvor, der er meget af hernede, siger hun.  



Publikum i Camp Price. Bagerst er en bar, hvor soldaterne kunne købe sodavand og alkoholfri øl
.

Lørdag skulle Absolute Girls have været til Patrol Base Line og spille to koncerter for soldaterne i de fire lejre. Helikopteren var lettet fra Camp Bastion, men måtte vende om på grund af uro i området. Det var ved kampe den dag, at konstabel Mikkel Jørgensen blev såret under ildkamp og senere døde.