Når gode råd er gratis

Der bliver udvekslet mange blikke. Tyve betjente fra Afghan National Police (ANP) sidder klar til at modtage undervisning. Lærerne i dagens lektioner er Kasper og Lars fra det danske militærpoliti (MP) i Den Danske Kampgruppe i Main Operation Base Price.

Vi er i ”Operations Coordination Centre-District,” i daglig tale OCCDet, i Gereshk. OCCD huser afghanske sikkerhedsstyrker, britiske mentorer og danske soldater, der hjælper med bevogtningen.

Lars anlægger en forbinding på Kaspers arm. Foto: Jeanette Serritzlev.

I lokalet ved siden af holder det afghanske politi, britiske mentorer og det danske militærpoliti møde. Lars og Kasper skal ikke deltage i selve mødet. I stedet for bare at vente har de valgt at formidle deres viden videre.

- Når de andre er til møde, kan vi jo lige så godt udnytte tiden, siger de.
De har selv taget initiativ til undervisningen. Det er første gang, de to prøver det, men det afghanske politi er blevet undervist af danske soldater før. Og det er de glade for.
- De vil rigtigt gerne, og de efterspørger det selv, fortæller Lars.
- Så vi gør det, når muligheden er der.

Ivrige efter at lære
Mens der er mange solstrålehistorier om den afghanske nationale hær, er der længere imellem de tilsvarende for politiet. ANPs ry er blakket, og det synes lettere at følge det spor og skrive endnu en dårlig historie frem for at opsøge de gode. Således portrætteres ANPerne ofte som lidet engagerede. Det kan i hvert fald ikke siges om de tyve mand, der deltager denne januardag inde i Gereshk.

OCCD’et er en grøn oase inde i Gereshk. Foto: Anders Nissen Pedersen.

OCCDet er en grøn oase i byen med træer og palmer. Udenfor skinner solen.
Klokken 08:59 sidder de alle ikke desto mindre klar. Undervisningen begynder jo klokken 09:00.
I pausen holder de sig i nærheden af døren. Ingen vil risikere at gå glip af noget.

Lars og Kasper underviser afghanerne i at anlægge en forbinding og at bruge en tourniquet – et redskab, der anvendes ved alvorlige blødninger og for eksempel bortsprængte arme eller ben.

Alle MPere er uddannet sygehjælpere; en længere sanitetsfaglig uddannelse i forsvaret. De har godt styr på tingene, og de formidler deres viden til stor interesse for deltagerne.

Eleverne er koncentrerede, men der er også plads til smil og latter. Foto: Anders Nissen Pedersen.

Når eleverne selv skal prøve, bliver interessen afløst af grin og snak. For ud over at være nyttig viden er det også et afbræk i arbejdsdagen.

Dog er der ingen tvivl om, hvornår det store øjeblik indtræffer. Når Lars eller Kasper siger ”very good” til den anlagte forbinding, breder smilet sig i ansigtet. Ros fra læreren betyder noget. Især, hvis sidemanden hører det.

Lars godkender resultatet, som i dette tilfælde er ”very good.” Foto: Jeanette Serritzlev.

Rart at formidle viden
- På det personlige plan er det rart at gøre, siger Kasper.
Han er glad for på denne måde at kunne gøre noget godt for andre.
- Det er rart at kunne videregive noget viden til andre, som har brug for den, siger Kasper.

Han fortæller, at det er stærkt begrænset, hvad den menige ANPer har af førstehjælpsuddannelse.
- Der er nogen, som bliver uddannet, men det er endnu ikke et led i den menige ANPers uddannelse, forklarer han.

Det danske militærpoliti har ikke nogen formel mentorrolle i forhold til det afghanske politi, men der er mange snitflader i dagligdagen.

- Det her har den store fordel, at vi får personlig kontakt med ANPerne, supplerer Lars.
- Når vi møder dem andre steder, kan de kende os og hilser på os. Og det går jo begge veje. Vi kommer også tættere på dem og lærer dem og deres forudsætninger at kende.

Dermed mener han, at den investerede tid er godt givet ud:
- Det er med til at skabe en fortrolighed, som er altafgørende i det praktiske samarbejde.