Overkonstabel-1 Erik Berre Rolandsen begravet

Kærligheden havde en central placering og gik som en rød tråd gennem det liv, som overkonstabel af første grad, Erik Berre Rolandsen, nåede at leve, før han lørdag den 7. august blev dræbt af en improviseret sprængladning i Afghanistan. Torsdag formiddag tog pårørende, familie og venner samt repræsentanter for Den Kongelige Livgarde med chefen, oberst, kammerherre Lasse Harkjær i spidsen, afsked med overkonstablen ved en gudstjeneste i Vor Frue Kirke med efterfølgende jordfæstelse på Hvidovre Kirkegård.

Vor Frue Kirke var fyldt ved bisættelsen af overkonstabel af første grad Erik Berre Rolandsen. Fotos Sebastian Taheri.

Sognepræst Peter Thyssen havde valgt at læse fra Korinter-brev 13, netop fordi det handler om det at være noget for andre:

- Kærligheden søger ikke sit eget – i dag, hvor vi tager afsked med Erik Berre Rolandsen, da synes de ord nærmest at kunne stå som en overskrift over det liv, der nu, alt for tidligt, er slut.
For i alt, hvad Erik gjorde, var han først og fremmest optaget af, hvordan det kunne være til gavn og til glæde for de mennesker, som han befandt sig iblandt.

Det var med et afklaret sind, at Erik lod sig udsende. For han havde et helt klart mål med den mission, som han og hans kammerater skulle ud på.

Ikke i form af et abstrakt ideal, men med det helt konkrete formål at sikre trygheden for sin kone og sine børn – ud fra den tankegang, at dét, der virker som en selvfølgelighed herhjemme hos os i dag, kan gå hen og blive til blodig alvor i morgen, hvis ikke der gøres en indsats mod de onde kræfter, dér og hvor de befinder sig.

Kammerater fra Den Kongelige Livgarde bar kisten ud af Vor Frue Kirke.

Det kan godt tåle at blive gentaget her, hvad der tidligere er blevet sagt – nemlig at Erik var som en far for de andre i sin deling. Og som en far jo gerne er, så var han ind imellem lidt opdragende, hvis det var nødvendigt, men frem for alt var han den omsorgsfulde og den, der havde opmærksomhed for de andre.

I dag går vore varmeste tanker til Christina, der har mistet sin mand; til Valdemar og Christoffer, der har mistet deres far; til Eriks forældre, der har mistet deres søn, og til Eriks søskende, der har mistet deres bror, og til Eriks svigerforældre.

Med tabet af Erik har I alle sammen mistet et menneske, der gjorde jeres liv rigere. Den rigdom skal I bevare hos jer i de mange gode og glade minder, som I har om ham.
 
Men størst er tabet for dig, Christina, og for jeres to små drenge. Men midt i sorgen og savnet har du den fred i sjælen og i sindet, at du gav ham din opbakning i hans beslutning om at tage af sted. I fik talt sammen om tingene – og du forstod, hvor meget det betød for ham. Også her gælder det, at ”kærligheden søger ikke sit eget”, men altid det, der er til størst mulig glæde for den anden.

 
Jordfæstelsen foregik på Hvidovre Kirkegård. Et stort følge var fulgt med fra kirken til kirkegården.

Musik betød uendeligt meget for Erik Berre Rolandsen, og med en fortid i blandt andet Søværnets Tambourkorps og Den Kongelige Livgardes Tambourkorps blev musikken da også den måde, han tog afsked med sine nærmeste på. Concord Brass Band spillede Rodrigo´s ”Concierto de Aranjuez”, ”His Provision” og blæste ”Carrickfergus”, da kisten blev ført ud af kirken, hvorefter kisten med eskorte af militærpolitiet kørte til Hvidovre Kirkegård.

Som afslutning på højtideligheden ved graven blev den danske udgave af ”Last Post” spillet.

Begravelsen sluttede med en mindehøjtidelighed og et traktement.

Læs hele sognepræst Peter Thyssens tale her: