Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Overkonstabel Jimmi Bøgebjerg Petersen, der blev dræbt af en improviseret sprængladning under patrulje i Helmand-provinsen i Afghanistan den 7. august, blev i formiddags bisat fra en totalt fyldt Skt. Povls Kirke i Korsør.
”Jimmi Bøgebjerg Petersen var en glad dreng, der gerne ofrede sig for sine kammerater og satte andres ve og vel før sig selv. Sådan er der blevet sagt om ham”, sagde sognepræst Thomas Hansen, som havde valgt at tage udgangspunkt for sin tale i den netop afholdte koncert med bandet U2, hvor et gennemgående tema for deres sange handler om kampen for større retfærdighed i verden.
Båren bæres ned over den smukke blomsterudsmykning i Skt. Povls Kirke, hvor omkring 700 mennesker tog afsked med Jimmi Bøgebjerg Petersen. Fotos: Thomas Reimann. |
- Jimmi voksede op her i Korsør. Han gik i skole på Byskolen. Han blev døbt og konfirmeret her i vores enkle men flotte Skt. Povls kirke.
- Jimmi voksede op i en familie med et rigtig godt sammenhold. Han havde et nært forhold til sin bror Tomas og plejesøster Bjanka og han var meget meget glad for sine tre små niecer. Han har været en god søn for jer forældre.
- Jimmi blev opdraget af sine forældre til stor selvstændighed. Da han lige var fyldt 13 tog han alene af sted med bus til London.
- Han var en glad dreng. Han var god at have med til fest. Han var kendt som den positive, der var god at have med. Var han ikke med, så blev der ringet efter ham.
Uden for kirken blæste en trompeter fra Den Kongelige Livgarde ”Last Post”, før båren blev ført bort
- Jimmi havde et godt håndelag. Han kunne lave mad og meget andet. En overgang arbejde han med i familiefirmaet Lumis, som laver tagrensning. Kammeraterne på holdet i Afghanistan kaldte ham “Byggemand Bob” for evnen til at finde praktiske løsninger. Han havde hus i Sverige og også lejlighed på Frederiksberg, som han satte rigtig flot i stand.
- En af de ting, som blev bemærket inden for forsvaret, var hans ordenssans og systematiske sans. Hans telt i lejren blev adskillige gange valgt til ”ugens telt”. Samtidig var han også den, der var fuld af sjov. Han var både festlig og seriøs på en gang.
- Kampen for større retfærdig og en bedre verden er hård og sej. Mange gange taber vi slaget også fordi grænsen mellem godt og ondt til tider er så svær at finde. Men vi har en god læremester i kampen for det gode. Vi har en læremester, som ikke gav op. En læremester, som var helt nede på jorden – hos de mindste og svageste og mest udsatte og kæmpede for dem til sidste blodsdråbe.
- Jesu kamp for os mennesker var ikke forgæves. For påskemorgens tomme grav fortæller os, at han fandt en vej for os gennem dødens minefelt. Han har dermed givet os et håb. Et håb om liv på trods af død.
Foruden de kirkelige salmer, som blev sunget i kirken, sang en af Jimmi´s veninder Judy Garlands smukke sang ”Somewhere Over the Rainbow” fra filmen ”Troldmanden fra Oz”.
Med eskorte af militærpolitibetjente på motorcykler blev rustvognen med Jimmi Bøgebjerg Petersens båre kørt væk fra kirken.
Uden for kirken tog en meget bevæget familie, pårørende og venner samt kolleger fra Den Kongelige Livgarde afsked med Jimmi, før båren blev kørt bort fra kirken under militærpolitiets eskorte.
Læs præstens tale i sin fulde længde ved at klikke her.