[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

”Farvel”. ”Tak for denne gang”.
I disse dage bliver der udvekslet mange håndtryk og kram i de danske lejre i Helmand. Soldaterne på hold 8 er så småt på vej hjem fra missionen i Afghanistan. Mange har allerede sat kurs hjemad, og inden længe vil de alle være tilbage på dansk jord, hvor de snart spredes for alle vinde.

Sammen har de igennem et halvt år leveret en ihærdig indsats for at gøre det danske ansvarsområde til et bedre og mere sikkert sted for den afghanske befolkning. Torsdag den 11. februar overdrages kommandoen for Den Danske Kampgruppe til hold 9, og soldaterne kan se tilbage på, hvad de har udrettet i løbet af de seks måneder i Helmands ørken og frodige grønne zone.

Soldaterne fra hold 8 har gået den sidste patrulje i Helmands grønne zone. Foto: Den Danske Kampgruppe.

Operationer fra syd til nord
- Opgaven lød i store træk på at opretholde sikkerheden i og omkring Gereshk by, men soldaterne har gjort meget mere end det, siger oberst Karsten E. Kjær, chef for Den Danske Kampgruppe ISAF 8.

Som noget af det første var soldaterne sammen med de afghanske sikkerhedsstyrker med til at sikre et i store træk fredeligt afghansk præsidentvalg. Siden fulgte mange andre opgaver.

Soldaterne har leveret vigtig støtte til andre internationale styrker. Kampvognsdelingen modtog eksempelvis stor hæder for indsatsen sammen med amerikanske marinesoldater i operation ”Kobraens Vrede”.

Kampvognene er frygtet af fjenden. Men de er populære blandt danske og internationale styrker. Foto: Den Danske Kampgruppe.

Holdet har haft soldater indsat fra luften i Green Zone for at blokere fjendens forsyningslinjer. Igennem det halve år har holdet bekæmpet Taleban i begge ender af ansvarsområdet og har været længere mod nord, end danske soldater har været længe for at presse fjenden.

- Den fælles indsats i Helmand-provinsen krævede, at vi først vendte fokus mod syd. En nyindsat engelsk kampgruppe havde brug for vores støtte til at afskære Taleban vejen ind i området, siger Karsten E. Kjær.

- Siden kom turen til den nordlige del af vores ansvarsområde, hvor vi senest under den succesfulde operation i januar har lagt så stort et pres på Taleban, at effekten har kunnet mærkes langt væk uden for vores område.

By og land knyttet tættere sammen
Til trods for at tyngden i soldaternes indsats i løbet af de seks måneder er flyttet rundt fra syd til nord for Gereshk, har soldaterne med deres indsats formået at forbedre sikkerheden mærkbart. Et tydeligt tegn på det er, at distriktsguvernøren for første gang har holdt shura (stormøde) med lokalbefolkningen rundt omkring i landdistriktet.

- Det er et meget stort skridt. Ikke mange andre distrikter i Helmand-provinsen er nået lige så langt, siger Anders Johansen fra det danske udenrigsministerium. Han er udsendt som stabilitetsrådgiver til det danske ansvarsområde, hvor han har fulgt udviklingen tæt det sidste år.



De første vigtige skridt er taget. Distriktsguvernøren har flere gange under hold 8 været ude i landdistriktet for at tale med lokalbefolkningen. Foto: Frank Trier Mikkelsen.

- Takket være de danske soldaters indsats er sikkerheden nu så god, at distriktsguvernøren og andre myndighedsrepræsentanter kan mødes og tale med de lokale beboere om, hvad deres område har brug for. Det er starten på at skabe en bedre forbindelse mellem land og by og bringe udviklingen ud til landdistrikterne, siger Anders Johansen.

De første initiativer er taget. I november gennemførte de afghanske myndigheder uddeling af hvedekorn til cirka 6000 bønder fra hele Gereshk-distriktet. En skole er ved at blive bygget i området ved basen Rahim (tidligere Sandford). Og flere andre projekter, som skal komme befolkningen i landdistriktet til gode, er på vej.  

Soldater patruljerer igen frit
Området ved basen Khar Nikah (tidligere Keenan) på den østlige side af Helmand-floden er et af de steder, hvor sikkerheden er blevet betydeligt bedre under hold 8. Med en målrettet indsats har soldaterne fået fjernet mange af Talebans nedgravede sprængladninger, afskåret fjendens adgangsveje og oprettet en ny patruljebase.



Flere steder patruljerer soldaterne igen frit, hvor de før var forhindret af improviserede sprængladninger. Foto: Den Danske Kampgruppe.

- Da vi ankom i august, var her fyldt med improviserede sprængladninger, som forhindrede vores muligheder for at patruljere frit i området. Nu kontrollerer vi et større område, og lokalbefolkningen føler sig meget mere trygge, siger Karsten E. Kjær om netop et af de områder, hvor distriktsguvernøren i Gereshk har holdt flere shuraer med de lokale.

Talebans farligste våben er de improviserede sprængladninger. I løbet af det halve år i Afghanistan er fem soldater fra hold 8 blevet dræbt, og i tre af tilfældene har sprængladninger været årsagen. Flere andre er blevet hårdt sårede. Hold 8 har derfor gjort meget for at modgå denne trussel.

Den store hovedvej, Highway 1, er blevet sikret mod sprængladninger i tunnellerne under vejen, og mange af Talebans sprængladninger er blevet fjernet fra Green Zone. Under den store operation i januar lykkedes det også at sikre området neden for FOB Budwan (tidligere Armadillo), så soldaterne igen patruljerer frit til fods og kan yde bedre sikkerhed til lokalbefolkningen.

Fremgang i Gereshk
Udviklingen i Gereshk by går også fremad. Det kan Stilbo, som er overkonstabel i 2. Lette Opklaringseskadron, bekræfte. Han var også udsendt til Afghanistan på hold 5 og kan se tydelige fremskridt på det år til halvandet, som er gået.

- Byen vokser. Der er kommet flere byggerier, mere handel og liv i gaderne, og børnene kommer soldaterne løbende i møde, fortæller han. Det kan være svært at se udviklingen, mens man er her, men han er ikke i tvivl om, at indsatsen i området nytter.

Man får også et indtryk af fremgangen på byens skoler. Her vrimler det med børn – både piger og drenge. Mange flere børn går i skole, og de modtager en længere uddannelse end tidligere.



Uddannelse er vigtigt. Det ved afghanerne også. Flere og flere børn, både piger og drenge, går i skole. Foto: Den Danske Kampgruppe.

Godkendt indsats
Karsten E. Kjær tvivler heller ikke på, at soldaterne med deres indsats har været med til at gøre en forskel i området. Som chef for hold 8 er han stolt over resultaterne og har stor ros til overs for soldaterne.

- Indsatsen er mere end godkendt. Soldaterne har leveret en fremragende indsats hele vejen igennem. Med de resultater, vi har opnået i løbet af det halve år og senest under den store operation i januar, giver vi hold 9 de bedst mulige betingelser for at føre indsatsen videre.

- Med de betydelige fremskridt, som er sket i området, er det med en god fornemmelse, at vi overlader det til det næste hold af danske soldater at føre indsatsen videre, siger Karsten E. Kjær.

I disse dage tager soldaterne på hold 8 afsked med hinanden i Afghanistan. Men de siger også på gensyn. Om få uger vil de igen være samlet. Denne gang i Danmark, når de mødes til velkomstparade på Bornholm den 26. februar.



Soldaterne tager afsked med hinanden i Afghanistan. Næste gang de ses, er på Bornholm til velkomstparade. Foto: Jeanette Serritzlev.