[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



 
I aftenmørket under den afghanske stjernehimmel sidder en flok soldater med sodavand og chips. De venter spændt på, at aftenens film skal begynde i den udendørs interimistiske biograf, der har den fordel, at det er tilladt at ryge.

Manageren i butikken lige ved siden af kan ikke huske, at der nogensinde har været så mange soldater samlet til en filmfremvisning. Men det er heller ikke en hvilken som helst film. Det er dokumentarfilmen Armadillo, som filmselskabet Fridhjof Film har givet soldaterne på Hold 9 lov til at se.
 
Den følger en deling soldaters udsendelse lige her i Helmand. Den viser afskeden med de pårørende i lufthavnen, savnet, udfordringerne og risikoen. Soldaterne fra Hold 7, som filmen følger, var udsendt i samme periode sidste år som soldaterne på Hold 9 – altså februar til august.
 
Reaktionerne
Ingen soldater har kunnet undgå at følge omtalen i Danmark af filmen. Få har benyttet muligheden for at se filmen under leaven. Andre har bevidst villet vente, til de er kommet helt hjem. Men de fleste syntes, at det var dejligt at få mulighed for at se den i Helmand sammen med de andre soldaterkammerater.



Armadillo hedder i dag Budwan, men der er flere steder tegn på det oprindelige navn.
 
- Jeg synes, det var en stærk oplevelse at se den hernede sammen med de andre. Og jeg synes, at den giver et rigtig godt og realitisk billede af, hvordan det er at være der ude på en patruljebase. Jeg har jo ikke selv været der, men jeg kan genkende det, de andre fortæller, når de kommer ind derude fra, siger Peter, militærjurist.
 
- Det var meget rørende. Det var som at se noget af sig selv på film. Jeg var chokeret over flere ting, men ikke det samme som kritikerne har været chokerede over. Afskeden i lufthavnen og en soldat, der taler med sin mor, rørte mig rigtig meget. Og hjemkomsten til Kastrup. Der er jo ikke lang tid til, at det er mig selv. Det kildede i maven at se det, siger Jonna, sprogofficer og premierløjtnant.
 
- Den giver et meget godt indblik i, hvad der er sket siden Hold 7. Det er min første gang hernede, men jeg kan høre det i forhold til, hvad de andre fortæller. Jeg synes, at den var meget reel. Det var fedt at se stemningen blandt publikum under de forskellige scener, siger Michael, der er konstabel og fra artilleripejleradarenheden.
 
- Jeg synes, det var en god film af en dokumentar at være. Men man skal nok være udsendt for at forstå filmens handling og de mennesker, der medvirker i den. Den rører nok mere ved en, når man er hernede, end hvis man ser den hjemme i en biograf, siger Kim, overkonstabel af første grad og LAN manager.
 
- Jeg synes, det er en god film – meget interessant og velproduceret. Jeg beundrer filmholdet for, hvad det har måttet gå igennem for at lave den. Det var fint at se filmen hernede blandt kolleger. Der var en slags indforståethed blandt publikum, som ikke ville have været den samme, hvis jeg havde set den derhjemme, siger Kim, der er overkonstabel af første grad og arbejder i staben.