[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Klokken halv et om natten ankom Thomas Hartmann og Torben Chris til Camp Novo Selo. Fra Danmark var de fulgtes med flere danske soldater, som havde været hjemme i Danmark på efterårsferie.

Tirsdag morgen blev komikerne vist rundt i lejren, og de fik kontrolleret lydanlæg og andre ting, inden de skulle med Frank fra forbindelses- og observationsholdet til en lokal slava (fest) i en lille by cirka halvanden times kørsel fra lejren.

Frank var nødt til at forklare lidt om de lokale ”drikke-regler”, da de besøgende jo nødigt skulle blive drukket under bordet i lokal Slivo, der er en slags brændevin, således de ikke kunne optræde for soldaterne senere.

Besøget gik godt. Der blev budt på masser af Slivo og lokal mad, og både Thomas og Torben fik en god oplevelse.  

Senere samme aften skulle de optræde i ”Mekker-teltet”. Vedligeholdelsessektionen havde bygget en scene, sat lys op og gjort det hele klar. Torben Chris startede med at gå under bæltestedet, og så var linjen lagt. Thomas Hartmann fulgte meget godt med.



Thomas Hartman



Torben Chris



Folk hyggede sig, og fik mange gode grin.

Om onsdagen skulle de med det lette infanterikompagni på en øvelse, hvor der blev kastet tåregas og afprøvet teknikker i forbindelse med optøjer. Både Torben og Thomas fik udleveret hjelm og skjold, og så blev de ellers kastet ud i det. Begge to skulle prøve at være ”demonstranter” og bagefter en del af kæden bag hjelm og skjold.

Som Torben Chris udtrykte det:
- Det kræver en del tålmodighed og selvkontrol ikke at blive ophidset, når man står der i kæden og bliver kaldt grimme ting og skældsord.

Efter det sidste show onsdag aften var der dømt hygge og terningspil i messen.