[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Statsministeren ankom til Camp Bastion lørdag med sit følge og hastede videre til Camp Price, hvor de blev modtaget af chefen for Den Danske Kampgruppe, oberst Lennie Fredskov.

Eftermiddagens program var tæt booket med flere forskellige briefinger. Den første briefing holdt oberst Lennie Fredskov, som fortalte om situationen og udviklingen i det danske ansvarsområde. Udenrigsministeriets stabiliseringsmedarbejdere fortalt dernæst ministeren om den civile udvikling og de gode resultater, som er opnået især på skoleområdet.

Den Danske Kampgruppe har meget fokus på og lægger mange ressourcer i uddannelsen af de afghanske politistyrker, ANP. I det daglige har de ansvaret for opretholdelsen af sikkerheden i og omkring Gereskh. Politiinspektør Hans Herluf Pedersen, som er en af Kampgruppens politi-seniorrådgivere, fortalte om, hvor langt man er kommet på relativt kort tid, samt de styrker og svagheder som præger udviklingen.

Endelig var der en kort briefing om samarbejdet med den afghanske hær, ANA. Der var en stor ros til ANA og ANP i det danske ansvarsområde, da de i forbindelse med valget sammen havde haft ansvaret for sikkerheden i Gereskh.



Statsministeren: - Det afgørende nu er, at vi konsekvent følger den strategi, der hviler på, at vi opbygger de afghanske sikkerhedsstyrker -  både militær og politi.

Senere på aftenen, holdt statsministeren en tale for de danske soldater.
- Det er nu tredje gang, jeg er her indenfor cirka et år, og det slår mig hver gang, jeg mødes med danske soldater, at I gør en forskel til den gode side, sagde han. – Noget, der også slår mig, er det enorme mod og den enorme afklaring, som I hver især repræsenterer. I har truffet en beslutning om at gøre en forskel under nogle vilkår, som er meget, meget vanskelige. I får oplevelser ind på livet, som de fleste danskere i velfærdssamfundet Danmark slet ikke kan forestille sig. I skal forholde jer til liv og død på en måde, som de færreste kan forestille sig. Det aftvinger enorm respekt, og det vil jeg gerne give udtryk for her.

Derefter var der tid til en kop kaffe, fotografering med soldaterne og en uformel snak.



Statsminister Lars Løkke Rasmussen og provinsguvernør Mangal med følge på vej ind til skolen.

Søndag mødte statsministeren provinsguvernøren for Helmandprovinsen, Mr. Mangal. Navnlig den danske støtte til skoleområdet er en succes, som afghanerne er meget glade for. Statsministeren og Mangal besøgte Bibi Fatima Zahra skolen i Gereskh, og der var lejlighed til at møde skolebørnene.

Dernæst begav statsministeren sig til politi-checkpoint 2A i den nordlige del af Gereskh. Her kunne ministeren se det danske militærpoliti undervise ANA i grundlæggende politifærdigheder som kropsvisitering og search.



Statsministeren får terrænorientering på politi-checkpoint 2A af delingsføreren for rekognosceringsdelingen.

Eftermiddagen indeholdt et besøg i Nawa, som også ligger i Helmandprovinsen. Her er det amerikanske marinekorps kommet meget langt i samarbejdet med de britiske stabiliseringsarbejdere. Efter et besøg på den lokale skole gik statsministeren en tur i basaren, som rummer mange hundrede boder, hvorfra der sælges alt fra brød til cykelreservedele. For blot få år siden var her ingen handlende.