[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Det kan være tungt og tidskrævende, især ved fronten, så Charlie-Kompagniet i Patrol Base Line får ekstra støtte til papirarbejdet.

Rapportering kan være en belastning for en kampunderafdeling, men det er et helt nødvendigt arbejdsredskab, når vi skal dele viden og fordele ressourcer.

Derfor prøver Kampgruppens stab at støtte kompagniet, så de i højere grad kan koncentrere sig om at gennemføre operationer. Det sker i erkendelse af, at man som soldat i Den Danske Kampgruppe er afhængig af en stor organisation, der skal godkende operationer og have rapporter om dem, når de er gennemført. Overfor står oprørere, der kan angribe enkeltvis uden at skulle bekymre sig om rapporter, eller om civile er kommet til skade.

- Men det er vigtigt at understrege, at når soldaterne er i kamp, er der altså ikke noget papirarbejde. Så er det føreren på jorden, der vurderer, hvad der skal gøres. Hvis han siger, der er brug for flystøtte, så får han den. Det egentlige papirarbejde skal først laves bagefter, hvor vi bruger det til at lære af vores erfaringer, siger major Christian B., der er ansvarlig for planlægning af operationer og fortsætter:

- Jeg vil til enhver tid bruge en dag ekstra på papirarbejde og planlægning, hvis jeg mener, det gør soldaternes arbejde mere sikkert, siger han.

Og netop sikkerhed var i fokus, da det blev besluttet, at en compound, som Taleban brugte ved Patrol Base Line, først kunne ryddes efter tre uger. Det var ved samme compound, en dansk soldat blev dræbt 22. september af en improviseret sprængladning.

- Compounden var klistret til med IED'er og skulle ryddes af vores britiske sprængstof-eksperter, der først havde mulighed for at komme til Patrol Base Line efter nogle uger. Hvor farligt, arbejdet er, blev desværre bekræftet af, at en af specialisterne blev hårdt såret af en IED under arbejdet i netop den compound, siger major Christian B.

Det er vigtigt, at de danske styrker respekterer de afghanske borgere, sikkerhedsstyrker og myndigheder, så de militære handlinger sker med afghansk accept. Også derfor kan det tage tid at planlægge operationer som for eksempel at fjerne en bygning.
Den Danske Kampgruppe har selvstændig ledelse, men hører under den britisk ledede Task Force Helmand. Det er Task Force Helmand, der har det store samlede overblik og fordeler støtte som helikoptere og specialstyrker, når der er kampe mellem soldater og oprørere i Helmand-provinsen. Task Force Helmand skal også godkende planlagte operationer i det danske ansvarsområde.