[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Der er for tiden et meget højt aktivitetsniveau hos den danske kampgruppe i Afghanistans Helmand-provins, og det medfører naturligvis en øget risiko, sådan som de sidste dages hændelser desværre har vist.

I efteråret 2009 assisterede den danske kampgruppe de øvrige ISAF-styrker i Helmand i en stor operation fra Gereskh og syd på mod provinshovedstaden Lashkar Gah. Efter at denne operation er vel gennemført, er fokus nu rettet med den nordlige del af det danske område.      

Kampgruppen leder derfor nu en operation, der har til formål at bekæmpe Taleban i den nordlige del af ansvarsområdet. Ud over bekæmpelse af Taleban har den til formål at tage kontakt med de lokale i området, hvilket også er et af hovedpunkterne i strategien, som Chefen for ISAF-styrken senest har formuleret. Endvidere vil operationen sikre den fortsatte positive udvikling i Gereskh, der er en af de vigtige byer i Helmandprovinsen.

Operationen blev indledt i sidste uge, og omfatter hovedparten af kampgruppens enheder. I operationen har der også indgået helikopterlandsætning af danske og udenlandske enheder.
HOK kan på nuværende tidspunkt ikke give yderligere detaljer om operationen, men vil komme med flere oplysninger, når den er afsluttet.