[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Chefen for Totalforsvarsregion Syd, oberst Mogens Bech, er blevet dekoreret med amerikansk militærs fornemme medalje, ”Legion of Merit” for sin tjeneste som midlertidig brigadegeneral i Irak.
Som en del af den amerikansk ledede koalition var han et halvt år militær rådgiver og chef i Bagdad, hvor han var med til at implementere en logistisk støttefunktion til opbygningen af det irakiske totalforsvar.



Oberst Mogens Bech har meget forstand på totalforsvar, og denne viden delte han ud af i Irak under opbygning af landets totalforsvar. Det gav en amerikansk orden ”Legion of Merit”, som ambassadør Laurie S. Fulton (tv) overrakte.

Det var den amerikanske ambassadør i Danmark, Laurie S. Fulton, der overrakte medaljen til Mogens Bech på den amerikanske ambassade i København. Dekoreringen skete på vegne af den amerikanske forsvarsminister Robert Gates, der allerede ved udgangen af 2009 tildelte Mogens Bech hæderen. Den tildeles militært personel både fra USA og fra andre lande, hvis de har udført en særlig fortjenstfuld indsats.

Mogens Bech var fra juli 2008 til januar 2009 udsendt som brigadegeneral i Irak. Som en del af den amerikansk ledede koalition havde han til opgave at støtte det irakiske indenrigsministerium i opbygningen af et nyt irakisk totalforsvar. Han bidrog med viden inden for områderne logistik, HR og økonomi.