[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

- Nu har vi en kontrakt, sagde oberst Eigil Schiønning til de 159 kadetter, som han i går kunne byde velkommen på slottet.

Kontrakten bestod i et håndtryk og en gentleman-aftale om at gøre sit bedste. For det er ikke ’bare en uddannelse’, der venter kadetterne. At gennemføre den grundlæggende officersuddannelse (GRO) kræver vilje og udholdenhed, og kadetterne bliver udfordret både fysisk og mentalt.

De nye kadetter giver oberst Eigil Schiønning håndslag på, at de vil gøre deres bedste. Sergent Kira Ann Vidkjær venter på at give sit. Foto: Overkonstabel M. Weber, Hærens Officersskole.

Det er et rekordstort antal kadetter, der begynder på Hærens Officersskole. En af dem af sergent Kira Ann Vidkjær. Hun er 24 år og fra Garderhusarregimentet. Hun har to udsendelser til hhv. Irak og Afghanistan i bagagen og har siden 8. klasse villet være officer. Alligevel føler hun en stor ydmyghed over at være blandt de udvalgte.

- Jeg har da spurgt mig selv, om jeg har taget pladsen fra én, der var bedre, siger hun. Hun har gode kolleger i hæren, som også burde blive optaget, mener hun. - Men de skal bare blive ved med at prøve, siger hun og smiler. For det er en stor dag.

- Det er helt vildt. Det er også dejligt at blive behandlet som voksne, ligeværdige mennesker, siger hun. Det var ikke altid tilfældet under værnepligts- eller sergentuddannelsen.

Til venstre: Sergent Peter Hedemann Nielsen har altid drømt om at blive officer.
Til højre:  Fysikken skal være i orden. Derfor blev dagen indledt med en fysisk test, der skulle bestås, før kadetterne kunne påbegynde uddannelsen. Foto: Overkonstabel M. Weber, Hærens Officersskole.

En officer lyver, stjæler eller snyder ikke
Sergent Peter Hedemann Nielsen er 21 år og fra Den Kongelige Livgarde. Han er også meget glad og meget spændt. - Vi går fra det meget praktiske til det mere teoretiske. Det er længe siden, jeg har siddet på skolebænken, men jeg glæder mig.

- Det har altid været lidt af en drøm at blive officer, men jeg blev helt sikker under værnepligten, fortæller han. Han synes, at det var meget motiverende, at der blev talt om holdninger allerede fra første dag. Det blev gjort af både skolechefen og af oberstløjtnant Mads Rahbek, der er chef for GRO-afdelingen på skolen.

- En officer lyver, stjæler eller snyder ikke, sagde Mads Rahbek til kadetterne. - Og han tolererer ikke nogen, der gør det, lød det. Han mindede også om, hvad rettighed omhu betyder i praksis:

- Fejl sker. Sjusk er uacceptabelt, sagde han og understregede, at fejl ville ske. Det er en del af det at blive klogere.  Fejl skal man stå ved og ikke prøve at skjule. Så må man tage konsekvensen og lære af dem.

Nu er I blandt de bedste
- I var de bedste der, hvor I var. Nu er I blandt de bedste. Det er derfor, at I er her, sagde Mads Rahbek. - Det bliver hårdt, og kravene er store. Det er ikke den sorte skole, men det er en militær skole, understregede han.

Nu er I blandt de bedste. Det er derfor, I er her, sagde oberstløjtnant til de unge kadetter.
Foto: Overkonstabel M. Weber, Hærens Officersskole.

Til juli 2012 kan skolechefen se frem til at udnævne eleverne fra hold Anker til premierløjtnanter. Undervejs vil han have sagt farvel til nogle.

- Vi ved, at nogle vil falde fra. Derfor opfordrer vi dem til at sige det hurtigst muligt, så vi ikke spilder hinandens tid. Udmeldingen er kontant, men det er der god grund til.

- Vi uddanner førere. De skal være klar til at gå forrest, siger han.

Meget har ændret sig siden oberstens egen kadettid på skolen. De nye kadetter reflekterer mere over de situationer, de kan komme ud for under en udsendelse.

- Det var jo et helt andet scenarie, vi havde, siger han.

Det grundlæggende har dog ikke ændret sig:

-Kadetterne kommer ikke på skolen for at få en professionsbachelor. De kommer, fordi de vil være officerer, siger Eigil Schiønning. I går gav 159 kadetter ham håndslag på, at de ville gøre deres bedste for at blive det.

FAKTABOKS 
Kort om den grundlæggende officersuddannelse

Den grundlæggende officersuddannelse (GRO) er bygget op af to moduler: GRO I og GRO II.

Tidligere var det ét samlet forløb - officersgrunduddannelsen (OGU). Med opdelingen har man mulighed for at tage en pause mellem modulerne. Hærens Officersskole anbefaler dog, at man tager uddannelsen samlet over tre år.

Eleverne bliver udnævnt til løjtnanter efter GRO I og premierløjtnanter efter GRO II.

Læs mere
Hærens Officersskole: www.forsvaret.dk/ho
Officersuddannelsen: www.blivofficer.dk