[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



Stabschef fra ISAF hold 10 Klaus Claris sammen med politichef for Gereshk Esmerai og lokale ledere.


Afskedsreceptionen, som blev holdt i torsdags i den danske lejr Camp Price, var besøgt af både fremtrædende repræsentanter fra de afghanske sikkerhedsstyrker og ledere fra det civile samfund, såsom distriktsguvernør Mohayadin. Dansere fra Lashkar Gah og det afghanske politi, akkompagneret af trommer og fløjte, markerede den festlige afskedsseance.

 

Fra venstre: Oberst Jens Riis, distriktsguvernør Mohayadin og Lennie Fredskov.


Oberst Lennie Fredskov, gav i sin farveltale stafetten videre til Den Danske Kampgruppes nye chef, oberst Jens Riis.

- Jeg er sikker på, at Jens Riis og hans hold vil fortsætte med at udvikle samarbejdet mellem ISAF og vores afghanske venner, sagde den afgående chef for Den Danske Kampgruppe ISAF hold 10, oberst Lennie Fredskov.

Da festen var slut, pointerede kampgruppechefen for hold 11 de mere konkrete aspekter af samarbejdet.

- Vi skal inden længe tale nye aktiviteter og projekter, som vi kan udføre sammen, fremhævede den nye kampgruppechef, som ved flere lejligheder har gjort det klart, at det eneste der tæller, er resultater.



Den Danske Kampgruppe nyder pashtunsk musik og dans.


Oberst Jens Riis blev til receptionen introduceret til de lokale ledere, og er glad for at kunne køre videre i sporet fra det afgående hold, som har effektiviseret samarbejdet.

Kampgruppechefen mener også, at det er de små detaljer, som er tæller, for at kunne skabe en god grobund for godt samarbejde. Han har i andre sammenhænge gjort gældende, at det er op til den enkelte soldat at udstrække hånden til de lokale, også når de færdes i de danske lejre.

- Når soldaterne møder de lokalansatte i de danske lejre, er det vigtigt, at de skaber øjenkontakt, smiler og udviser almindelig respekt, pointerer oberst Jens Riis.



Det afghanske politi danser til musikken