[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Den 5. og 6. april havde hjemmeværnets styrkebidrag det første VIP-besøg fra Danmark. Delegationen bestod af chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Finn Winkler, Den Kommitterede for Hjemmeværnet, Jens Hald, chefen for Operationsdivisionen i Hærens Operative Kommando, oberst Jørgen Høll, og kaptajn Ole Nors fra Hjemmeværnskommandoen.



Chefen for hjemmeværnet, generalmajor Finn Winkler, overrækker medalje. Bagerst ses oberst Jørgen Høll, HOK, og den Kommitterede for Hjemmeværnet, Jens Hald.


Programmet for de ca. 24 timer i Camp Novo Selo bød på bl.a. forevisning af bevogtningsdelingens opgaveløsning, socialt samvær med vagtfrit personel fra delingen og møder med franske oberster.

De franske chefer havde fundet de helt store og rosende ord frem, da de omtalte delingens evne til at løse den vigtige vagtopgave. Delegationen blev om aftenen briefet af de fem danske stabsofficerer, som alle arbejder i KFOR hovedkvarter i Pristina. Som afslutning på den første dag deltog chefen for Hjemmeværnet i en af delingens natlige patruljer rundt om lejren.

I forbindelse med daglig vagtoverdragelse om morgenen den 6. april var der overrækkelse af NATO-medaljen til en sektion ad gangen. Traditionen tro var det officielt HOK, som forestod medaljeoverrækkelsen, men i praksis blev opgaven delt mellem HOK og hjemmeværnsledelsen, som overrakte medaljer til hvert et geled.



Oberst Jørgen Høll uddeler missionsmedaljer til soldater på Hold 1.


Delegationen var meget tilfreds med bevogtningsdelingens indsats. I sin tale til delingen sagde chefen for Operationsdivisionen i HOK, oberst Jørgen Høll: - Jeres enhed blev opstillet med relativt kort varsel. Det er med stolthed, at jeg konstaterer, at når der er brug for vores personel fra hjemmeværnet, så stiller I op og er klar, også selvom det er en international opgave. Indtil videre har I løst opgaven meget tilfredsstillende. Det kan I være stolte af.

Obersten sagde endvidere, at delingen løste opgaven lige så godt som en enhed fra hæren.

Delingen afløses af Hold 2 fra Hjemmeværnet sidst i april. Delingen vender efter planen hjem til Danmark den 28. april efter 10 ugers udsendelse. Der er hjemkomstparade den 30. april, hvor der venter hjemmeværnssoldaterne endnu en medalje.