[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Læn dig godt tilbage, for turen til Patrol Base Line (PBL) fra Price kan sagtens tage mange timer. Hastigheden svarer til den, køen har i Føtex, når du har rigtig travlt. En distance i lige linje på knap ni km tilbagelægges på tre til fire timer i Afghanistans ørken – en lang og stenet vej i æselperspektiv, som Steffen Brandt synger.
- Det tog lige lidt længere end forventet, men sådan er det jo, når vi skal gennem ørkenen. Så kan vi ikke køre ad samme vej igen og igen af fare for at køre på en IED (improviseret sprængladning), siger overkonstabel og lastbilchauffør Rasmussen.
- Jeg er bare glad for, at vi ikke ramte noget, lyder det fra overkonstabelen.
IRG-kolonnen (intern ”fragt- og busrute”) kører gennem ørkenen.
Ankomst til PBL
Vi er ankommet til basen Clifton, funderet på et plateau med udsigt over Green Zone (mod syd) og ørken så langt øjet rækker mod nord. PBL udgøres af fire baser, men kun Clifton og Bridzar huser Charlie-kompagniet (C-Coy). De to andre baser Spondon og Malvern er allerede overdraget til den afghanske hær (ANA).
Charlie-kompagniet fra Jydske Dragonregiment har hejst flaget på begge baser. Det er primitive forhold, og i de varme sommermåneder med den fugtige varme fra Green Zone, kan det være en udfordring, når kun enkelte telte har aircondition. Den facilitet er luksus i PBL.
Bridzar ligger blot få hundrede meter fra Clifton. Lejren er en blanding af gamle compounds (bebyggelser) og telte, primitivt men også hyggeligt. Et større areal med borde, bænke og en volleyballbane udgør det centrale samlingspunkt. Her er der mulighed for at få et spil kort, koble sin bærbare pc på nettet eller få sig en feltration, når sulten trænger sig på.
Så er der morgenmad, feltration og mælkepulver.
Feltration morgen, middag og aften
Kompagniet lever stort set af feltrationer. Tidligere var her en britisk kok, der fem dage i ugen lavede frisk mad. Det britiske firma trak, af økonomiske årsager, kokken tilbage. Som supplement varmes der frost- og dåsemad cirka hver tredje dag.
Den Danske Kampgruppe (DABG) har iværksat en levnedsmiddeluddannelse af 25 mand. Maveinfektioner kan hurtigt slå en hel styrke ud, når det breder sig hastigt. Derfor er der stor fokus på hygiejne og renlighed, når det handler om madvarer. Lægen kontrollerer også, at der altid er rent i køkkenet under tilberedning.
Sanitetspersonel holder også opsyn med soldaternes håndvask. Der lines op på en lang række. Har man vasket sine hænder grundigt nok, får man en streg på hånden som bevis for godkendt rene hænder. Piller man sig efterfølgende i håret, næsen eller andre uhensigtsmæssige steder, er der kun én vej – og det er tilbage i køen. En procedure, som køkkenpersonellet har haft meget sjovt med, når de har uddelt et highfive (to mand klasker hænderne sammen over hovederne), som har ført den pågældende soldat tilbage til håndvasken og bagest i køen.
At tilberede fælles aftensmad kan tage flere timer. Derfor kan det være svært at finde tid til at lave aftensmad, når man samtidig skal holde vagt i sangerne (udkigstårne). Vagttjenesten har altid førsteprioritet.
Fersk mad er derfor en by i Rusland. Det er ikke fordi, den ferske mad ikke kan køres ud, men fordi kun en uddannet kok må håndtere den ferske mad. Frugt er der til gengæld rigeligt af – altså i tørret form og som oftest i færdige madrationer. Til gengæld er der nok at vælge mellem. Britiske, amerikanske, norske og danske feltrationer med hver deres variationer. Dog er den norske havkat-menu endnu ikke blevet accepteret som legitim aftensmad.
Der er mange varianter at vælge mellem, og trods de primitive forhold og mad fra pose, er humøret stadig højt.
- Vi spiser af en pose, sover i en pose og skider i en pose, men vi er happy, griner MP-Nis (fra militærpolitiet), alt imens han løfter jern i Bridzars veludviklede motionsområde.
Der er rig mulighed for at komme i form i PBL.
Vand uden brag
Vandflasker er der nok af. For at give flaskerne tid nok til at komme ned i temperatur, er der opstillet to store kummefrysere, der på grund af varmen arbejder på højtryk. Det tager cirka et døgn at køle vandet ned. På lige dage tager man fra den ene fryser og lægger en ”varm” i den anden – omvendt på ulige dage.
På fryserne står det klart og tydeligt, at der ikke må smækkes med lågene. Og det er der en god grund til. Det giver nemlig et smæld, der har karakter af granatnedslag. En lyd som især C-COY er alt for bekendt med, efter at baserne i sidste uge blev ramt af granatnedslag. Konsekvensen er, at mange nu dukker sig, når et fryserlåg smækkes i. Derfor har kompagnichefen befalet, at fryselågerne ikke må smækkes – og når det en sjælden gang glipper, bliver der uddelt skideballe.
- Der er ingen grund til at stresse os mere end nødvendigt. Smækker låget, lyder det præcis som et nedslag. Derfor har vi sat et stort skilt på fryseren på både dansk og engelsk, siger kompagnichef Anders Svendsen.
Bridzar har også sin egen købmand. Her er det store udvalg af sodavand, chips og cigaretter – og på gode dage er sodavandene endda kolde.
Bad og sanitetsforhold er ikke noget at råbe hurra for. Som MP-Nis fortalte tidligere, skider man bogstaveligt talt i en pose. Derefter tager man sine efterladenskaber med ud på burnpitten – et evigt brændende affaldsdepot.
Kreativitet i højsædet
Når man ligger i PBL, er det blot et spørgsmål om kreativitet, og om man har set nok afsnit af Det’ Leth. Soldaternes selvkonstruerede urinal, bestående af bliktag, nedløbsrør og et otte kubikmeter stort hul i jorden, fungerer efter hensigten. De lokale tolke har også været i det kreative hjørne. De har lavet deres eget klimasystem bestående af vædet hø og en luftblæser.
Rent vand til at vaske sig med har begge lejre døjet en del med. I Bridzar blev der konstateret for mange E-coli bakterier, og i Clifton er der slet ingen opkobling til rindende vand.
Heldigvis kom et ingeniørteam til PBL i sidste uge, og det havde en Vandrens 500 med. En maskine der kan rense vandet langt mere effektivt end tidligere. Ingeniørerne får også undersøgt mulighederne for at koble Clifton på en eksisterende brønd – et lille tiltag med stor effekt.
Grummesgaard viser stolt Bridzars selvopfundne urinal-system. Sten fragtet med håndkraft fra Clifton til Bridzar placeret i et otte kubikmenter stort hul.
Mange soldater har en håndværksmæssig baggrund og har bygget og repareret meget i lejren.
- Vi laver rigtig meget selv. I mortérsektionen har vi både tømrer, murer og smede, men ingen VVS-mand. Ellers har vi nok også kunnet klare vandproblemet, siger befalingsmanden Jakob.
Det kan hurtigt blive en vanskelig affære at vaske sig i Clifton. Her hældes drikkevand i hjemmelavede vanddyser.
Ingeniørerne på arbejde
Ingeniører fra både Price og Bastion er taget til PBL for at installere vandrenser og udføre andre håndværksmæssige opgaver. Ingeniørteamet vil også optimere burnpitten og har planlagt hjemrejse i starten af september. Men intet er sikkert, når man befinder sig i PBL
- Vi forsøger at få det hele ordnet så hurtigt som muligt, så vi kan komme med det næste IRG. Det er derfor, drengene sveder sådan, lyder det muntert fra den garvede ingeniør, som tilføjer:
- Når vi ikke hjem med det, bliver det først ugen efter, og mon ikke Charlie-drengene har fundet flere projekter til os, når de nu ved, at vi slår os ned en uge mere, griner ingeniøren.
Ingeniørerne er på hårdt arbejde, for der er mange ting de skal nå, inden de forlader PBL igen.
Man må gå på kompromis med mange ting, når man er bosat i PBL. Men hvad der mangler på komforten, får man igen på sammenholdet. Desuden kan soldaterne blære sig med en veltrænet og solbrun krop, når de 40 grader og solskin udskiftes med den danske sommerregn, når leave-perioderne starter om få uger.