[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Opdateret: 12-11-2011, kl. 12:25

Et trafikuheld mellem to ghanesiske FN-køretøjer på en bælgmørk motorvej nær Beirut forårsagede endnu et uheld med en civil bil, hvorved en libanesisk soldat blev hårdt såret.

Danske soldater var ved at transportere andre FN-soldater til Beirut og var med i den kolonne, som blev ramt af uheldene.

Ved uheldet blev kolonnen delt i to og konstablerne Henrik Mathiasen, Mikkel Kanstrup og Mikkel Mirsbach var sammen med deres sergent blandt de første, der kom til stedet, hvor libaneseren var blevet ramt. Det var indledningsvis nødvendigt at flytte ham fra den bælgmørke motorvej til sikkerhed mellem andre køretøjer, før de kunne starte på førstehjælpen.

Den skulle vise sig at kræve al den kunnen, som de danske soldater havde. Det var på grund af skadernes omfang dels at sætte et knæ i lysken på soldaten for at stoppe en voldsom blødning, anlægge et knebelpres for at dæmpe blodtilstrømningen til det sår i benet, der var så stort, at man kunne have en hånd inde i det, dels ventilere soldaten og give ham morfin.

Efter en tid kom en ambulance til stedet, og soldaten blev kørt til et nærliggende hospital, hvor han straks blev opereret og efter halvandet døgn blev erklæret uden for livsfare og stabil.

Uden den livreddende førstehjælp ville den libanesiske soldat næppe have overlevet.

- Denne episode viser tydeligt, hvorfor vi skal være yderst opmærksomme i trafikken og lægge stor vægt på vores førstehjælpsuddannelse, der i sidste ende redder liv. Drengene har ydet en flot indsats og gjort en forskel for den libanesiske soldat, der heldigvis ser ud til at komme sig over sine skader, siger Michael Juncher, delingsfører for transportdelingen.

Danskernes indsats har desuden været positivt omtalt på den libanesiske tv-station Al-Jadeed.

(Forkortet af redaktionen).