De fremskudte baser - en åben dør til lokalbefolkningen

Ifølge den nye Helmand-plan skal danske soldater gå fra en kamprolle til en trænings- og uddannelsesrolle i løbet af 2012. For Bravo-kompagniets 2. deling, er opgaven at bringe den afghanske regering og dem selv nærmere lokalbefolkningen.

Der er grønt frodigt og smukt i Deh Adam Khan i den grønne zone og her i marts, er eftermiddagstemperaturen stadig behagelig. Soldater fra Bravo-kompagniet patruljerer i området fra de midlertidige og fremskudte baser ”Compound 31”, ”Viking” og ”Shia Agha”. På denne måde har de en åben dør ud til virkeligheden omkring dem.

Compound 31 er en midlertidig fremskudt base. Det er en bygning med en mur omkring, som ligger ved bredden af den menneskeskabte Nahr-e Bughra kanal, som flyder som en lineal gennem landskabet.

Inde bag murerne har 2. deling fra Bravo-kompagniet sat sine telte op. Borde, stole og improviseret træningsudstyr gør livet på den trange plads udholdeligt, endog hyggeligt. Ligesom alle andre soldater i midlertidige eller fremskudte baser, har soldaterne ingen adgang til de goder, som de normalt ville have til rådighed i hovedlejren Camp Price.

Maden kommer fra grønne poser med frysetørret pulver, toiletbesøg forrettes i en pose, og det tiltrængte brusebad kommer fra en plastikpose som hænges op på en krog. Det simple liv giver plads til de intense oplevelser, som de unge drenge og piger dagligt møder i deres arbejde.

Dagen i dag bliver en travl dag. Der er både shura (møde), besøg ude fra og patrulje på programmet.

Morgenshura
Det er tidlig morgen i Compound 31, og lyde fra hviskende stemmer begynder at sprede sig. I dag er de lokale blevet inviteret til en shura - en rådslagning - med de afghanske sikkerhedsstyrker, mens de danske soldater vil holde sig i baggrunden. Shuraen er en mulighed for, at de lokale afghanske sikkerhedsstyrker (ANSF) kan komme i dialog med de lokale beboere.

Bari og Aminullah leder shuraen i compound 31.


Bari og Aminullah er de lokale chefer for henholdsvis det afghanske politi (ANP) og den Afghanske hær (ANA) i Deh Adam Khan. Bari er iført klassisk ANP uniform i tyk, blågrå uld, som han bærer uden at kny, trods solen som med tiltagende styrke bager fra en skyfri himmel. Bari kommer fra området. Han kender folk, og de kender ham.

Aminullah er en ung premierløjtnant på 22 år. Hans camouflageuniform er rundet af med et gult tørklæde, som dækker toppen af hans hoved. Sammen skal de lede shuraen og vil tale om sikkerhedssituationen i området. De vil også promovere næste shura den følgende fredag, hvor der vil komme rådgivere fra den afghanske regering.

De første lokale dukker op, og tager plads på den store plastikdug, som er bredt ud på den ujævne jord. Bønder fra området strømmer ind gennem den lille, åben dør i compoundet. I alt 40 mænd og ti små drenge tager plads.

Shuaren bliver hurtigt til ophedet debat, hvor alle peger og råber uden at lytte til de andre.

- I skal tale én ad gangen, siger Aminullah, da han endelig kan få taletid.

En ældre mand med hvid turban og hvidt skæg rejser sig op og taler til forsamlingen.

- Vi har ikke noget imod, at de afghanske sikkerhedsstyrker gennemsøger vores compounds, men ikke ISAF, siger han. De danske soldater har hørt det mange gange før.  ANSF forstår kulturen og har en naturlig fornemmelse for de lokale, som er svær at få greb om i løbet af en seksmåneders udsendelse.

Selvom danskerne skal holde sig i baggrunden, stiller Jakob sig op. Han er en af soldaterne, som har været med til at arrangere shuraen.

- Vi kan levere sikkerhed, og de største tabere i kampen mod Taleban, er de lokale. Vi bliver nødt til at arbejde sammen, siger Jakob.  Han minder forsamlingen om at de bør deltage i næste uges shura, hvor der vil være repræsentanter fra den afghanske regering, som de kan vende deres problemer med.

Det er ved at være frokosttid, og med ét opløses shuraen. Enkelte individer og mindre grupper nærmer sig Bari og Aminullah for at diskutere og stille spørgsmål. Indenfor et par minutter er pladsen helt tømt.



Compound 31 er en midlertidig base. Her ses den udefra.


Nu kan folk se deres smukke koner
Efter shuraen fyldes compound 31 hurtigt af nye besøgende. Politichefen i Gereshk - Esmerai, distriktsguvernøren - Mohayadin og endnu et par mænd fra den afghanske lokalregering, har taget plads på en hjemmelavet bænk, som står mellem det støvede træningsudstyr. Det er fredag og selv politichefen har civilt tøj på. Iklædt en kridhvid, lang skjorte med matchende løse bukser, udstråler han essensen af fridag.

De er ankommet til basen sammen med chefen og næstkommanderende for Den Danske Kampgruppe, oberst Jens Riis og næstkommanderende, oberstløjtnant Flemming Meinertz. Flemming Meinertz skal sammen med repræsentanterne for den afghanske lokalregering ud og rekognoscere for nye politicheckpoints langs den nye vej, Bandi Barq Road – en asfaltvej som er bygget for ISAF-midler. Jens Riis skal med soldaterne ud på patrulje for at få en bedre forståelse for området.

- Det er vigtigt at se, hvad soldaterne laver, forklarer Jens Riis. Han har allerede gået adskillige patruljer og er tydeligvis en chef, som hellere er ude i felten end på sit kontor.
Imens står Esmerai og Mohayadin og småsnakker. De griner og taler om de lygtepæle, som er sat op langs den nye vej.
- Nu kan alle se deres smukke koner om natten. Så kan det være, at folk holder op med at slås, siger de, mens de smiler og blinker de til hinanden.

På patrulje
20 soldater rykker nu ud fra basen. I dag går de alene, men ofte går de danske soldater sammen med ANA, som de også bor sammen med i flere af de fremskudte baser.  Allerede efter et par minutter kommer de forbi de første grønne marker og hårdtarbejdende bønder.  De fleste daglejere og landmænd, står krumryggede over deres afgrøder, men nogle rejser sig, og kigger nysgerrigt op efter soldaterne som går forbi på en lang række.

Børnene løber frem til drengene og råber ”kalam, kalam”, ”kuglepen, kuglepen” eller ”scuit, scuit” – ” som er en forkortelse for ”biscuit” – kiks. De får ingen kuglepenne, men soldaterne stikker tit en hånd i lommen og overrækker en pakke med hvedekiks til børnene, som hurtigt forsvinder igen.

Soldaterne spotter en gammel mand, som er i færd med at grave et hvidt flag ned i jorden. Delingsføreren Kim gør holdt, og nærmer sig manden. Kim er nervøs for, at flaget kan være en afmærkning af en improviseret sprængladning, eller noget andet, som kan være en trussel for hans drenge.  Manden forklarer, at han afmærker en grav for en afdød, som har levet et liv i overensstemmelse med Islam - en Shahid, som på forhånd er lovet en plads i paradiset.

Mens Kim snakker med den gamle mand, støder et par drenge til. Den ene dreng har et skarpt segl i hånden som han bruger i marken, og han holder en finger frem, med en dyb rift. En sygehjælper længere nede i rækken bliver kaldt frem, og han renser og forbinder såret.

Delingsfører Kim og tolk taler med en bonde i Deh Adam Khan.


En halv kilometer længere fremme gør patruljen holdt igen. Kim sætter sig på hug og snakker med en bonde, med langt, gråsprængt skæg, ved navn Zakariya. Zakariya arbejder i sin mark og med sit segl, skærer han grønne planter, som skal bruges til dyrefoder. I baggrunden står en gedehyrde. Ud af øjenkrogen holder han øje med sine dyr, men hans primære opmærksomhed er tildelt soldaterne.

- Hvad kan vi gøre for at skabe bedre sikkerhed i området? Spørger Kim bonden Zakariya. Vi ved, at Taleban er i området, for vi blev beskudt for et par dage siden, fortsætter han.

- I vores landsby er der sikkert. Vi har ingen Taleban, ingen IED’er og ingen våben, og vi vil ikke have dem, for vi bliver også ramt, svarer Zakariya.

Soldater på vej tilbage fra patrulje, engageret i samtale med en lokal.


På vejen tilbage møder patruljen den ældre mand med det hvide skæg fra dagens shura. Han stopper soldaterne.
- Jeg vil gerne komme til shuraen næste fredag, siger han.