Der er ingen der har sagt at det skal være let

Af Sisse Dall, tekst/foto, presseofficer, Den Danske Kampgruppe ISAF 11

I området Rahim cirka ti kilometer nordøst for Gereshk ligger fem små landsbyer. Den lokale befolkning har alt at vinde ved at stå sammen og få det maksimale ud af den afghanske regering og soldaterne i deres område, men de har brug for hjælp.

Ramtullah er Malik – en repræsentant for hans lille landsby. I dag er han til møde sammen med to af områdets tre andre Maliker på den militære base i Rahim. Med til mødet sidder både britiske, danske og afghanske soldater. I lang tid har soldaterne presset på, for at de mest indflydelsesrige i området skal skabe et regelmæssigt mødeforum.

VCC møde i Rahim.


Diskussionen er i fuld gang, og Ramtullah er ikke tilfreds.

- Når befolkningen har brug for min hjælp, er jeg deres Malik, men når jeg har brug for dem, så er de ligeglade, beklager Ramtullah sig. Han sidder i en svær situation. Sikkerheden i Rahim er ustabil, og de små landsbyer i området har ikke en tradition for at snakke sammen indbyrdes.

Det er jeres møde
Situationen i Rahim er desværre ikke enestående. I mange landsbyer er der allerede etablerede Maliker til at føre ordet, men ikke alle har befolkningens støtte eller de fornødne beføjelser til at tage beslutninger. ISAF’s mål er at finde dem, som kan fungere som talerør for befolkningen i byen. Udfordringen ligger i at opbygge strukturen på afghanernes præmisser.

Noe er kaptajnløjtnant og arbejder for CIMIC i Rahim. Han er med til at sætte de ugentlige møder op med Malikerne, som enten finder sted på basen eller på den nybyggede politistation i byen. Inden mødet minder Noe tolken om, at han skal forklare for afghanerne, at mødet er til for dem.

Ramtullah i diskussion.


- Husk at sige til dem, at det er deres møde, siger Noe med alvor i stemmen. Det er meningen, at afghanerne selv skal fortsætte med møderne, når ISAF ikke længere er i området, og at de selv skal have ansvaret for at opretholde en dialog med den afghanske regering.

Hvem bestemmer?
Der er ingen, der har sagt, at det er let. Den Danske Kampgruppe navigerer, sammen med udviklingsrådgiverne fra Udenrigsministeriet, dagligt gennem et kompliceret net af stammer, familierelationer og alliancer, som kun få forstår. Håbet er at finde ud af, hvem der har den reelle magt i områderne og få dem i tale.

- Desværre er det tit bare stråmænd, som sidder i VCC’et, mens dem med den reelle magt sidder i Gereshk. Det er også helt i orden, så længe medlemmerne i VCC’et bliver brugt som talerør for magthaverne, siger oberstløjtnant Flemming Meinertz, næstkommanderende i Den Danske Kampgruppe.

- Problemet opstår, når medlemmerne i VCC ikke repræsenterer dem, som har magten i området, forklarer han.

Flemming Meinertz mener, at der ikke tidligere har været en reel motivation for befolkningen i landsbyerne til at tale med den afghanske regering. Men i takt med at regeringen begynder at manifestere sig ude på landet, vokser interessen for en dialog. Som eksempel på regeringens udstrakte hånd nævner Flemming Meinertz den nye politistation i Rahim. En stor orange bygning, som signalerer tilstedeværelse og skaber opmærksomhed i den lille by, som er opbygget af små, indhegnede gårde, der er bygget af ler. 

- Politistationen kan skabe grund for samarbejde, men det kan være svært at vide helt præcist, hvad der skal til, siger Flemming Meinertz.

- Det kan også være noget så enkelt som persondynamik eller noget helt tredje, som vi ikke forstår, som giver befolkningen lyst til at tale med regeringen, forklarer Flemming Meinertz.

- Det er benhårdt arbejde, men nu skal vi bruge VCC’erne på en måde, som vi ikke tidligere har været klar til, fordi befolkningen ikke har haft et reelt ønske, siger Flemming Meinertz.

- Det er vigtigt, at afghanerne selv finder ud af, hvad de vil for fællesskabet, og hvad deres behov er.