Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Det var i denne bygning, at de der blev fundet hjemmelavet sprængstof og øvrige åbendele.
Mens mange danskere fejrede påsken, deltog soldater fra kampgruppens Bravo-kompagni Langfredag i en udbytterig operation i Deh Adam Kahn-området (DAK) nordøst for Gereshk. Under operationen lykkedes det at finde og beslaglægge flere komplette sæt komponenter til fremstilling af improviserede sprængladninger (IED’er). Desuden fandt soldaterne en mængde ulovlig ammunition, granater, våben og andre bombekomponenter.
Hjemmelavet sprængstof – i alt blev der fundet 45 kilo.
I forgrunden en mortergranat klargjort som IED.
Våbnet angiver størrelsesforholdet.
Dansk-afghansk operation
Operation Tufaan Laram 1, som operationen hed, var en såkaldt ”search”-operation, der havde til formål at lokalisere ulovlige våben, sprængstoffer og dele til bombefremstilling. Operationen, der var planlagt og udført i tæt partnerskab med enheder fra den afghanske hær (ANA), blev indledt i de tidlige morgentimer fredag morgen. Leder af operationen kaptajn N.-J. Gunnar fortæller:
- Sammen med vores delingsfører har afghanerne været med til at planlægge operationen og udpeget hvilke bygninger, de gerne ville undersøge. Vi går ikke bare ud og ransager tilfældige boliger. Grunden til, at vi gennemførte denne operation, var, at vi også igennem længere tid havde haft mistanke til området.
Kaptajn Niels-Jørgen Gunnar, der ledede operationen, er tilfreds med resultatet.
Overraskelsesmoment
For at opnå størst mulig overraskelseseffekt krydsede den dansk-afghanske styrke i ly af mørket den 40 meter brede Nahr-E Boghra-kanal i gummibåde. Derefter lagde de danske soldater en ydre ring omkring de bygninger, som var under mistanke for at rumme ulovlige bombekomponenter og våben. Ved daggry rykkede ANA-soldaterne ind i landsbyen, og kontaktede beboere for at undersøge de mistænkelige bygninger. Kaptajn N.-J. Gunnar uddyber:
- Vi gik efter en overraskende effekt. I stedet for altid at komme i vores køretøjer kom vi lydløst og i ly af mørket ind i området og satte os på det, inden beboerne var stået op og begyndt deres morgenrutiner.
Landsbyen ligger direkte op ad Nahr-E Boghra-kanalen, som soldaterne krydsede i gummibåde.
En god fangst
Efter kort tids søgen blev mistanken bekræftet ved fund af en række ulovlige effekter. Hurtigt herefter blev det klart, at der var tale om et større fund. Mængden af eksplosiver og bombedele var så omfattende, at den danske fører på stedet besluttede at tilkalde kampgruppens specialuddannede ingeniørsoldater.
Beboerne skal forlade bygningerne, mens de undersøges for sprængstoffer og bombedele.
Eksperterne fra den britiske ammunitionsrydningsenhed destruerede straks 45 kilo hjemmelavet sprængstof og indsamlede de øvrige bombedele og våben. Komponenterne til bombefremstilling omfattede desuden detonatorer, sprængstofforstærkende materialer, elektriske tændere, træktændere, sprængsnor og trækline. Der blev også fundet materielgenstande tilhørende danske militære enheder. Hele fundet skal nu analyseres med henblik på at kortlægge tekniske spor og beviser.
En britisk ingeniørofficer fremviser de konfiskerede bombedele. Sprængstofferne blev ødelagt på stedet.
Det var anden gang inden for to uger, at danske og afghanske enheder i fællesskab gennemførte en searchoperation med positivt resultat og uden tab. Den forrige operation indbragte rigtig mange detonatorer. Detonatorerne er specielt værdifulde for oprørerne, da de til forskel for flere øvrige bombekomponenter ikke kan produceres lokalt.
Bremselyskontakten til en motorcykel er her omdannet til en dødsensfarlig tændanordning til en improviseret sprængladning.
- Både under denne og den forrige operation har vi fundet detonatorer i store mængder – op til 80 i alt. Det kan i praksis betyde, at vi undgår, at 80 IED’er udlægges imod de danske, afghanske og britiske tropper i området, slutter en tilfreds kaptajn Gunnar.