[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Historiske Rindsholm Kro syd for Viborg var den 4. juli igen rammen om en smuk højtidelighed for danske soldater og for dem, der har gjort international tjeneste.



Den nye mindesten i haven på Rindsholm Kro. Fotos: Tommy Bruhn.


I år blev der afsløret en ny mindesten for danske i international tjeneste. I den fyldige inskription nævnes den tjeneste, som danske gjorde i de allierede styrker under 2. verdenskrig og i tiden efter samt de mange, der gennemførte konvojsejlads. Der er også en hilsen til de mange, der gjorde tjeneste i den danske brigade i Tyskland fra 1947 til 1958 og på hospitalsskibet ”Jutlandia” i Korea i 1951 til 1953.



Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos, talte og afslørede den nye mindesten. Til stede var Jyske Landsoldater samt soldaterforeninger med en faneborg.


- Mange har den opfattelse, at forsvarets engagement i internationale missioner hører den nyere tid til, sagde chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos, i sin tale ved afsløringen af mindestenen. – Men mindestenen, der bliver afsløret i dag, er et minde om, at danske soldater har en lang tradition for at løse opgaver internationalt, hvor der er behov for hjælp.



Værtsparret Hanne og Frode Hansen havde igen i år gjort den 4. juli til en minderig dag, og i år var fokus på de soldater, der er kommet til skade i tjenesten i de internationale missioner.


Værtsparret Hanne og Frode Hansen har siden 1990 opbygget en mindelund for danske soldater i kroens have. I sin velkomsttale havde Frode Hansen som vanligt en overraskelse til de fremmødte. Sammen med Dannebrog vajede det amerikanske flag Stars and Stripes, og historien bag er, at netop dette flag har vajet på USS Arizona i Hawai den 4. juli 2010 på USA’s uafhængighedsdag kl. 9.20, og på dette pragtfulde skib skiftes de allieredes flag til at blive hejst dagen igennem. Gode venner havde hjembragt flaget, så man også kunne markere den 4. juli på Rindsholm Kro.

Folketingsmedlem (V) Kristian Pihl Lorentzen holdt en kort tale, hvori han udtalte en tak til de danske soldater, der gør tjeneste i udlandet, og han overbragte en hilsen til dem og de forsamlede fra forsvarsministeren og Folketinget.

Derefter blev der nedlagt kranse ved mindestenen, og en musiker fra Jyske Landsoldater blæste ”Last Post”.

Som noget helt usædvanligt blev mindehøjtideligheden afsluttet af Anders Mikkelsen, der til eget guitarakkompagnement fremførte sin egen sang til minde om Mikkel Keil Sørensen, der faldt i Afghanistan den 26. september 2007. Det gribende omkvæd lød: ”Giv det største kram i verden i et femkvarters farvel!” 


Det amerikanske flag – Stars and Stripes – så lidt lille ud på flagstangen ved siden af Dannebrog, men flaget har sin helt egen historie fra slagskibet USS Arizona.