[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Der er intet opslagsværk for praktisk politivirke i Afghanistan. Det gælder i bund og grund om at udføre traditionelt politiarbejde. Men det afghanske politi (ANP) er hårdt presset på mandskab, og det går ofte ud over patruljeringen;

- Når vi ikke er flere, end vi er, må jeg bruge samme mandskab til patruljer om dagen, som også står vagt om natten. Det fungerer ikke i længden, siger Nek, der er checkpoint-leder.

Den danske politimentorenhed (POMLT), og det afghanske politi arbejder derfor sammen om at finde en effektiv løsning. For det er vigtigt, at ANP også er mobile og viser ansigt udadtil.

- Vi forsøger altid lidt forskelligt, for at se hvad der fungerer bedst. I dag prøver vi noget nyt. Vi gennemfører en opsiddet patrulje i udkanten af Gereshk, sidder af og taler med de lokale, som vi møder. Det er effektivt, og de afghanske betjente kan vise sig og indsamle viden i områder, som de kun sjældent besøger ved almindelige fodpatruljer, siger Micki fra den danske POMLT enhed.



De afghanske betjente forrest i den lille kolonne gennem den ny basar i Gereshk


Efter hvert stop evalueres kort på samtalerne med de lokale. Politimentorerne instruerer de afghanske betjente i spørgeteknikker. På den måde får de størst udbytte ved hvert møde med de lokale.

Fremskridt trods udfordringer
Trods udfordringerne er der stadig fremskridt, der hvor det afghanske politi i højere grad selv tager initiativ. På dagens patrulje insisterer de afghanske betjente på at køre forrest. De bestemmer selv, hvor de vil holde ind, og hvem de vil tale med. Talelysten er gensidig hos de lokale.



Lokale deler efterretninger med de afghanske betjente – de danske POMLT er med på en lytter.


Dagens store opklaringsopgave omhandler et lokalt sikkerhedsfirma, som beskytter lokale arbejdere i færd med at bygge en ny basar. Sikkerhedsfolkene har ikke helt styr på deres papirer, og uden dem er de i ulovlig våbenbesiddelse. Et problem som de afghanske betjente hurtigt får styr på, blandt andet via et par skarpe replikker og en løftet pegefinger til sikkerhedschefen.



Sikkerhedschefen får en løftet pegefinger for sine medarbejderes manglende våbenbevis.


Efter patruljen er det tid til evaluering og efterkritik. Det foregår i uformelle rammer i kompagniets hovedkvarter med et krus afghansk the i hånden.