Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Føling Føling!
AFGHANISTAN, Helmand: Bravo-kompagniet i Den Danske Kampgruppe er jævnligt i kamp med oprørere i Helmand. Følgende er beskrivelsen af enkelt episode. Opdateret den 24-08-2011 kl.09.16
21. august, 2011 - Kl. 19.50
[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Klokken har lige rundet 03.00 og de første soldater samler sig omkring de pansrede mandskabsvogne. Tungt læsset med militært grej, tre liter vand i en beholder på ryggen, og et par flasker proppet ned i sidetasken, ruller kompagniets soldater ud med kampvognene forrest.
- Man står som sild i en tønde!, udtaler premierløjtnant Johan. (Fotos: Ronny Rasmussen)
Efter en times kørsel, med IKK forrest, PMV’er i midten og bagest militærpolitiet (MP) i deres Eagle-køretøjer, ankommer vogntoget til high ground (højtliggende ørkenområde). Herfra fortsætter patruljen mod greenzone (frugtbart område langs Helmandfloden). En gåtur der i fugleflugtslinje er cirka 1,6 km. Fra highground ser det nogenlunde overskueligt ud. Kort efter, hvor det tørre sand er udskiftet med vådt mudder, dybe grøfter og majsplanter i mandshøjde, er virkeligheden en anden.
Det kræver sin vand
Det står hurtigt klart, at oprørerne ikke er soldaternes eneste udfordring. I Greenzone er ørkenen pludselig langt væk. Her er fugtigt varmt. Med over 40 kg udrustning, som under ingen omstændigheder må tages af, bliver klimaet hurtigt en trussel for soldaterne.
- Husk at drikke rigeligt med vand og meld tilbage, når jeres væskebeholdning er under 25 procent, lyder det over radioen fra førerne.
Under så ekstreme forhold er det vigtigt at vedligeholde væskebalancen. Kroppen sveder mere ud end den kan optage. Heldigvis blev det på briefingen aftenen inden befalet at fylde yderligere to halvliters vandflasker op med sportspulver, indeholdende sukker, salt og mineraler.
Temperaturen kan nemt snige sig op på 50 grader – en ekstra udfordring, når der skal bæres på mange kilo udrustning.
Kompagniet deler sig op i grupper og fortsætter ned gennem området. Den ene gruppe går ned gennem byen, mens de resterende grupper sikrer positioner udenfor. Af fare for at gå på en IED (”vejside bombe”) søger ingeniørerne gennem terrænet og baner vejen for alle andre. En utilfreds bondemand forlanger at tale med føreren, da den ene gruppe af sikkerhedshensyn er nødsaget til at gå gennem hans mark. Tolken sendes frem til føreren og forklarer bonden, at det er den eneste vej soldaterne kan gå, uden at udsætte sig selv for unødig fare.
Det er en mudret og krævende vej gennem majsmarken, men en nødvendig rute for at mindske faren for IED. Den lokale bondemand havde dog et andet syn på sagen, men stillede sig tilfreds med en god forklaring.
Undervejs bliver der holdt øje med soldaternes færden. Men overvågningen er gensidig. Alle mistænkelige personer bliver meldt ind på radioen. Det eneste, der skelner oprører fra almindelige bønder, er våbenbesiddelse, som let kan skjules under afghanernes ofte lange og løsthængende klæder.
Skitse over kompagniets bevægelse.
Situationen strammer til
Patruljen bevæger sig gennem en majsmark, mens kvinder, børn og ældre forlader området – et tegn på at oprørerne er i nærheden og en mulig føling er forestående.
- Føling føling!, lyder det pludseligt over radioen.
Der er åbnet ild mod soldaterne. Flere maskingeværsalver brager over marken. Soldaterne melder skudretningen over radioen. Alt tyder på, at angrebet kommer fra en nærtliggende compound mur. Der høres ingen overlydsknald fra skudsalverne, og det gør situationen ekstra alvorlig; enheden bliver beskudt fra meget kort afstand! Soldaterne får fordelt de områder de skal sikre, og to granater sendes afsted mod skudretningen.
Patruljen har forinden fået selskab af to børn. At oprørerne vælger at angribe, velvidende at der er børn i området, har de danske soldater svært ved at sætte sig ind i. - Det er typisk, når oprørerne ikke selv kommer fra lokalområdet. Så er de fuldstændig ligeglade med små børn, der render mellem os. Det er svært at sætte sig ind i den tankegang, siger befalingsmanden Martin.
Kort tid efter kommer et nyt angreb fra en anden stilling. Enheden søger dækning i det høje majs og besvarer ilden. Pludselig bliver der stille.
- Alle ok? Delingsførerne vil have tilbagemeldinger, og først da alle har meldt tilbage, begynder processen med at frigøre sig. Langsomt sker tilbagetrækningen til en grøft med sikring udover åbent areal. Amerikanske kamphelikoptere viser sig på himlen. Der bliver ikke skudt fra dem, men helikopternes tilstedeværelse alene har en præventiv virkning.
Gruppen iværksætter en undersøgelse af de steder, hvor angrebene er kommet fra. Oprørerne er væk. Samtidig begynder byens indbyggere at vende tilbage. En stærk indikation på, at kampen er forbi.
Der er mistanke om at oprørere har overnattet i nærtliggende compounds, og soldaterne”stemmer dørklokker” for at tale med beboerne.
For en kort stund får soldaterne pusten, og nogle får en halv cigaret. En status på vandbeholdningen viser, at der cirka er til en time mere. Første gruppe, der har selskab af kompagnichefen, patruljerer igennem byen, og taler med de lokale. På den måde får de taget temperaturen på atmosfæren og vurderer, hvor beboernes sympati er placeret.
MP’erne begynder at identificere formodede oprørere. De vinker nogle af de lokale hen til sig og får en snak med dem og undersøger, om de er eftersøgt i andre sammenhænge.
Den usynlige fjende
Soldaterne er ved at være godt udkørte. Varmen og den enorme oppakning samt et adrenalinniveau, der har ligget over det normale, har tæret godt på ressourcerne. Førerne arbejder for at holde alle motiverede, og enkelte rygsække fordeles til dem, der har mest overskud.
Mens der sikres i øst og vest trækker de fire grupper sig tilbage mod highground. Under hjemturen kommer melding om en mulig IED-nedgravning. En mand spottet med skovl og en tung genstand gemt under et stykke klæde. Tilbagevejen bliver ændret et par gange undervejs for at være helt sikker på ikke at komme i nærheden af det område, hvor den såkaldte ”spejder” er blevet spottet. De sidste kræfter ryger på opstigningen mod highground. På toppen står tre af kompagniets erfarne soldater og uddeler skulderklap til kollegerne.
Kim, Tjalfe og Johan uddeler skulderklap til soldaterne efter den sidste bestigning op til highground.
Selvom mange er trætte og udkørte, er der ingen brok, kun 100 procent fokus på opgaveløsningen.
En sygehjælper, der på vejen hjem fortæller om de 17 gange, han har været i føling, må indrømme, at det kun er anden gang, at han blev beskudt fra så kort afstand. Som mange af de andre soldater fra kompagniet har han været på patrulje de sidste mange dage og kun sovet ganske få timer. I morgen kl. 04.30 ruller de af sted igen.
Godt nok blev oprørerne ikke nedkæmpet i dag, men det var soldaternes vurdering, at de sårede en modstander. Desuden fik Bravo-kompagniet vist sin tilstedeværelse, MP’erne identificeret nogle af de lokale, tolkene oversat budskaberne, ingeniørerne banet vejen, kamptropperne sikret området, og alle kom hjem i god behold.
Klokken har lige rundet 03.00 og de første soldater samler sig omkring de pansrede mandskabsvogne. Tungt læsset med militært grej, tre liter vand i en beholder på ryggen, og et par flasker proppet ned i sidetasken, ruller kompagniets soldater ud med kampvognene forrest.
- Man står som sild i en tønde!, udtaler premierløjtnant Johan. (Fotos: Ronny Rasmussen)
Efter en times kørsel, med IKK forrest, PMV’er i midten og bagest militærpolitiet (MP) i deres Eagle-køretøjer, ankommer vogntoget til high ground (højtliggende ørkenområde). Herfra fortsætter patruljen mod greenzone (frugtbart område langs Helmandfloden). En gåtur der i fugleflugtslinje er cirka 1,6 km. Fra highground ser det nogenlunde overskueligt ud. Kort efter, hvor det tørre sand er udskiftet med vådt mudder, dybe grøfter og majsplanter i mandshøjde, er virkeligheden en anden.
Det kræver sin vand
Det står hurtigt klart, at oprørerne ikke er soldaternes eneste udfordring. I Greenzone er ørkenen pludselig langt væk. Her er fugtigt varmt. Med over 40 kg udrustning, som under ingen omstændigheder må tages af, bliver klimaet hurtigt en trussel for soldaterne.
- Husk at drikke rigeligt med vand og meld tilbage, når jeres væskebeholdning er under 25 procent, lyder det over radioen fra førerne.
Under så ekstreme forhold er det vigtigt at vedligeholde væskebalancen. Kroppen sveder mere ud end den kan optage. Heldigvis blev det på briefingen aftenen inden befalet at fylde yderligere to halvliters vandflasker op med sportspulver, indeholdende sukker, salt og mineraler.
Temperaturen kan nemt snige sig op på 50 grader – en ekstra udfordring, når der skal bæres på mange kilo udrustning.
Kompagniet deler sig op i grupper og fortsætter ned gennem området. Den ene gruppe går ned gennem byen, mens de resterende grupper sikrer positioner udenfor. Af fare for at gå på en IED (”vejside bombe”) søger ingeniørerne gennem terrænet og baner vejen for alle andre. En utilfreds bondemand forlanger at tale med føreren, da den ene gruppe af sikkerhedshensyn er nødsaget til at gå gennem hans mark. Tolken sendes frem til føreren og forklarer bonden, at det er den eneste vej soldaterne kan gå, uden at udsætte sig selv for unødig fare.
Det er en mudret og krævende vej gennem majsmarken, men en nødvendig rute for at mindske faren for IED. Den lokale bondemand havde dog et andet syn på sagen, men stillede sig tilfreds med en god forklaring.
Undervejs bliver der holdt øje med soldaternes færden. Men overvågningen er gensidig. Alle mistænkelige personer bliver meldt ind på radioen. Det eneste, der skelner oprører fra almindelige bønder, er våbenbesiddelse, som let kan skjules under afghanernes ofte lange og løsthængende klæder.
Skitse over kompagniets bevægelse.
Situationen strammer til
Patruljen bevæger sig gennem en majsmark, mens kvinder, børn og ældre forlader området – et tegn på at oprørerne er i nærheden og en mulig føling er forestående.
- Føling føling!, lyder det pludseligt over radioen.
Der er åbnet ild mod soldaterne. Flere maskingeværsalver brager over marken. Soldaterne melder skudretningen over radioen. Alt tyder på, at angrebet kommer fra en nærtliggende compound mur. Der høres ingen overlydsknald fra skudsalverne, og det gør situationen ekstra alvorlig; enheden bliver beskudt fra meget kort afstand! Soldaterne får fordelt de områder de skal sikre, og to granater sendes afsted mod skudretningen.
Patruljen har forinden fået selskab af to børn. At oprørerne vælger at angribe, velvidende at der er børn i området, har de danske soldater svært ved at sætte sig ind i. - Det er typisk, når oprørerne ikke selv kommer fra lokalområdet. Så er de fuldstændig ligeglade med små børn, der render mellem os. Det er svært at sætte sig ind i den tankegang, siger befalingsmanden Martin.
Kort tid efter kommer et nyt angreb fra en anden stilling. Enheden søger dækning i det høje majs og besvarer ilden. Pludselig bliver der stille.
- Alle ok? Delingsførerne vil have tilbagemeldinger, og først da alle har meldt tilbage, begynder processen med at frigøre sig. Langsomt sker tilbagetrækningen til en grøft med sikring udover åbent areal. Amerikanske kamphelikoptere viser sig på himlen. Der bliver ikke skudt fra dem, men helikopternes tilstedeværelse alene har en præventiv virkning.
Gruppen iværksætter en undersøgelse af de steder, hvor angrebene er kommet fra. Oprørerne er væk. Samtidig begynder byens indbyggere at vende tilbage. En stærk indikation på, at kampen er forbi.
Der er mistanke om at oprørere har overnattet i nærtliggende compounds, og soldaterne”stemmer dørklokker” for at tale med beboerne.
For en kort stund får soldaterne pusten, og nogle får en halv cigaret. En status på vandbeholdningen viser, at der cirka er til en time mere. Første gruppe, der har selskab af kompagnichefen, patruljerer igennem byen, og taler med de lokale. På den måde får de taget temperaturen på atmosfæren og vurderer, hvor beboernes sympati er placeret.
MP’erne begynder at identificere formodede oprørere. De vinker nogle af de lokale hen til sig og får en snak med dem og undersøger, om de er eftersøgt i andre sammenhænge.
Den usynlige fjende
Soldaterne er ved at være godt udkørte. Varmen og den enorme oppakning samt et adrenalinniveau, der har ligget over det normale, har tæret godt på ressourcerne. Førerne arbejder for at holde alle motiverede, og enkelte rygsække fordeles til dem, der har mest overskud.
Mens der sikres i øst og vest trækker de fire grupper sig tilbage mod highground. Under hjemturen kommer melding om en mulig IED-nedgravning. En mand spottet med skovl og en tung genstand gemt under et stykke klæde. Tilbagevejen bliver ændret et par gange undervejs for at være helt sikker på ikke at komme i nærheden af det område, hvor den såkaldte ”spejder” er blevet spottet. De sidste kræfter ryger på opstigningen mod highground. På toppen står tre af kompagniets erfarne soldater og uddeler skulderklap til kollegerne.
Kim, Tjalfe og Johan uddeler skulderklap til soldaterne efter den sidste bestigning op til highground.
Selvom mange er trætte og udkørte, er der ingen brok, kun 100 procent fokus på opgaveløsningen.
En sygehjælper, der på vejen hjem fortæller om de 17 gange, han har været i føling, må indrømme, at det kun er anden gang, at han blev beskudt fra så kort afstand. Som mange af de andre soldater fra kompagniet har han været på patrulje de sidste mange dage og kun sovet ganske få timer. I morgen kl. 04.30 ruller de af sted igen.
Godt nok blev oprørerne ikke nedkæmpet i dag, men det var soldaternes vurdering, at de sårede en modstander. Desuden fik Bravo-kompagniet vist sin tilstedeværelse, MP’erne identificeret nogle af de lokale, tolkene oversat budskaberne, ingeniørerne banet vejen, kamptropperne sikret området, og alle kom hjem i god behold.