[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

En dansk delegation på 12 personer med forsvarsminister Gitte Lillelund Bech i spidsen landede mandag i Pristina, og steg straks om til en Superpuma helikopter for at flyve til KFOR hovedkvarter, hvor ministeren og en del af delegationen sammen med chefen for DANCON var til møde med chefen for KFOR, generalmajor Erhard Bühler. Generalen gav her sin vurdering af, hvorledes han ser KFOR udvikle sig inden for det næste års tid. Han var efter mødet meget imponeret over ministerens indgående kendskab til forholdene i Kosovo.
                                                                                                                                
Herefter gik turen i helikopter videre til Camp Novo Selo, hvor ministeren blev modtaget af delingsføreren, kaptajn Michael Møller, i spidsen for et flot fanekommando. Under opholdet hos delingen havde ministeren god lejlighed til at tale med alle hjemmeværnssoldaterne, som først i torsdags overtog bevogtningsopgaven i lejren. Under rundturen i lejren fortalte førerne og de enkelte soldater ministeren om deres arbejde. 
 


To af vagterne fortæller om deres opgaver ved ind- og udpassage af lejren
.


Ministerens uformelle facon og gode humør faldt i god  jord hos soldaterne, som ivrigt fortalte ministeren, hvordan de her i starten har oplevet opholdet og arbejdet i lejren. 
 


Ministeren i samtale med nogle af soldaterne under frokosten i briefingrummet.


Ministeren holdt en flot tale for soldaterne, hvor hun blandt andet fremhævede og straks videregav den ros for den danske indsats, som hun tidligere på dagen havde modtaget af både general Bühler og den franske chef  for lejren. Også fra ministeren selv var der rosende ord for soldaternes indsats og den iver og entusiasme, som hun tydeligt mærkede hos dem. Hun fremhævede og anerkendte betydningen af, at KFOR missionen er hjemmeværnets første egen mission i internationale operationer og understregede, at opgaven fortsat er vigtig og højt værdsat.  
 


Ministeren og delingsføreren, kaptajn Michael Møller, i samtale.


Om eftermiddagen fik ministeren en briefing om situationen i det nordlige Kosovo af den franske chef for Joint Regional Detachment North og endvidere en briefing af de danske stabsofficerer i KFOR hovedkvarteret om deres virke som mentorer for Kosovos Sikkerhedsstyrker.
 
Vejret var med delegationen. Efter en del regn om morgenen viste Kosovo sig fra sin bedre side og leverede årets hidtil højeste dagtemperatur. Sidst på eftermiddagen satte delegationen sig for sidste gang op i helikopteren, og kort efter var der afsked med de danske stabsofficerer i lufthavnen, hvor det danske Challenger fly ventede.