Historien om frygten for maveinfektion

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

- PIO tager med!

Meldingen fik mig til at give et ryk med hovedet. PIO var jo mig. Presse og Informations Officer. Men mødet var tæt på sin afslutning, og det igangværende tema om en festmiddag hos 3. Kandak (en af de to afghanske bataljoner, som arbejder tæt sammen med kampgruppen) var mig evigt uvedkommende. Jeg skulle jo bare tilbage på min pind, hvor en lang række opgaver lå linet op.

- Jamen, jamen, spruttede jeg og glemte fuldstændigt alt om militære traditioner for at adlyde ordre.

- Jeg er voldsomt hængt op. Øh, presserende forpligtelser. Har virkelig ikke tid….

- PIO tager med, gentog stabschefen iskoldt. Jeg skulle til min første Eid fest. Årets største muslimske højtid, der markerer afslutningen på Ramadanen.

Jeg mærkede, allerede inden jeg rejste mig fra stolen, et stik i maven. Jeg har gennem et langt rejseliv, tilegnet mig problemer med den region af min krop i lande væsentligt tættere på Danmark end netop Afghanistan.  Og i de seneste måneder – ikke mindst efter ankomsten til Helmand – er jeg blevet tudet ørene fulde om værdien af hygiejne. Konstant håndvask. Afspritning med alkohol. Bakterier er onde. Mad er farligt.

- De spiser med fingrene af det samme fad, sagde en rutineret kollega og så alvorligt på mig.

- Hvis din tallerken er tom, tager de kød fra deres egen tallerken MED FINGRENE, og kommer det over på din, fortsatte han.

- Og du skal spise op. Ellers er det uhøfligt.

Jeg var sikker på, at han tog gas på mig. Ret sikker. Temmelig sikker. Sikker. Overhovedet ikke sikker.



Hovedretten på sin sidste rejse.


Min mave begyndte for alvor at røre på sig. Jeg satte kursen direkte mod infirmeriet i jagten på forebyggende medicin.  Fik udleveret en beholder med Paraghurt- tabletter og en flaske desinficerende alkohol til hænderne.

- Bare tag den dosis, der står på pakken. Og brug spritten diskret, så ofte du kan, lød det gode råd. Dårligt ude af døren indtog jeg flere gange dagsdosis af Paraghurt, og overvejede at skylle det ned med spritten. Jeg var ikke tryg ved situationen.

Hvis man endelig skal have bøvl med maven, er nogle steder mere egnet end andre. Hjemme i trygge rammer med familiens opbakning og støtte = ideelt. I en militærlejr med begrænset privatliv og maskulin soldaterhumor = mindre ideelt. Det begyndte af se sort ud.

Nå, men af sted gik det til 3. Kandaks lejr, hvor en række af bataljonens spidser bød velkommen med næstkommanderende OL Rahmatullah i spidsen. Vi blev ført direkte til spisebordet med pæn hvid dug og tog plads.



Der er dækket op til Eid-fest.


Kort efter begyndte indtoget af mad. Først vindruer efterfulgt af udskåret melon og fade med agurk, tomater, løg og chili.  Det så ikke tosset ud. Vi er ikke så forvente med superfrisk frugt og grønt, og det her lignede noget, der kom direkte fra haven.

Plastikbestik blev delt rundt og medbragte et strejf af optimisme. Tilsyneladende ingen fingerspisning. En afghansk soldat kom slæbende med friskbagt fladbrød skåret ud i store firkantede stykke – min spiselige tallerken. Og så kom fårekødet. Kødet havde en forhistorie. Der var tale om seks får, som dagen forinden havde været en tur omkring Camp Price på deres sidste rejse mod de afghanske enheder.

Nu var fårene konverteret fra spillevende væsner til to forskellige retter. På spyd og flydende i eget fedt med masser af løg.



Hovedretten i færdig udgave.


- Skik følge eller land fly, tænkte jeg og lagde ud med melonen. Den var fremragende. Endnu et par stykker gled hurtigt ned, mens jeg skævede til de tre spyd på min brødtallerken. De lignede til forveksling noget, jeg har indtaget i både Århus, Vejle og Næstved. Uden yderligere tøven bed jeg til. Igen med det smukt og velsmagende udbytte.

Nu var der kun en forhindring tilbage. Den ovntilberedte. Jeg delte på denne front tallerken med min engelske sidemand, som var godt i gang.

- Go ahead. It’s bloody great, sagde han og skubbe en fåreknogle draperet med kød i min retning. Jeg stak prøvende min gaffel ned i kødet, der uden nogen modstand forlod knoglen. Det var ubeskriveligt mørt og lækkert. Smagen var enestående og tog livet af alle myter om, at fårekød smager af uld.

Min mistro og hovedparten af mine bekymringer forsvandt. Det her var værd at få en solid maveinfektion for. Efter nogle minutter droppede jeg gaflen og gik over til den afghanske metode: Et stykke brødtallerken presses med tommelfingeren mod et stykke attraktivt kød, pegefingeren graver ned bag kødet og fremtvinger løsrivelse. Derfra lige ind i gabet.   

15 minutter senere var jeg mæt. På den gode måde, hvor man læner sig tilbage i stolen og glider mentalt ind i en lomme af tryghed og egne tanker. Så mens solen varmede mit forspiste legeme, og samtalen omkring bordet blev til en behagelig summen i baggrunden, nåede jeg til en konklusion: Næste gang afghanerne inviterer til Eid med fårekød på menuen, så håber jeg virkelig en person med indflydelse vil sige,  ”PIO tager med”.

Efterskrift: 48 timer efter sidste bid blev indtaget har maven det fint.