Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Sikkerheden er i løbet af de sidste seks måneder blevet bedre mange steder i det danske område. Det er også det indtryk som mine afghanske samarbejdspartnere giver udtryk for, når jeg er sammen med dem. De glæder sig over, at man nu kan køre sikkert fra hovedbyen i det danske område, Gereshk, til provinshovedstaden Lash Kah Gah, siger oberst Lennie Fredskov, chef for Den Danske Kampgruppe ISAF 10.
- I Patrol Baseline havde vi forleden dag 60 – 70 deltagere i et møde – en såkaldt shura – under ledelse af den afghanske kompagnichef. Der har ikke været angreb på patruljebaserne i linjen siden midt i december, og kompagniet går ud i hele området. Vi har fået flere ressourcer til at fjerne vejsidebomber, og det øger de lokales incitament til at fortælle os, hvor de er. Vejsidebomber udgør uændret en meget alvorlig trussel mod alle i området, hvilket vi så ved episoden så sent som i går, hvor en dansk soldat blev såret, og det vil fortsat have vores fokus.
Chefen Oberst Lennie Fredskov, Sprogofficer Siems og Politiinspektør Hans på spadseretur i Gereshk sammen med Distriktspolitichef Esmarai og nogle af hans folk. Politiet sørgede for sikkerheden, som blev gennemført uden sikkerhedsudrustning for at vise tillid til de afghanske politifolk.
Afghanske ønsker
- Vi har arbejdet på at tilpasse vores opstilling af styrker i forhold til de lokale afghanske myndigheders prioriteter, og ønsker. Både distriktsguvernøren og min afghanske militære kollega har peget på, at vi bør prioritere området omkring Gereshk, hvor størstedelen af befolkningen i vores område bor.
Mere bevægelighed
- Vi har tilstræbt at frigøre styrker fra bevogtning af baser, så vi i højere grad selv kan bestemme, hvor og hvornår vi ønsker at engagere modstanderen, forklarer Lennie Fredskov.
For at tilgodese de afghanske ønsker og frigøre styrker til at operere mere bevægeligt er det blevet besluttet at lukke Budwan, tidligere Armadillo. De sidste lastbiler med materiale fra lejren kører netop derfra i disse dage.
Amerikanske styrker er indsat i området nord for Budwan, og det er med til at imødegå Talibans påstande om, at ISAF er ved at forlade området.
Danske, Britiske og afghanske soldater på fælles patrulje, øst for Gereshk.
- Vi ønsker simpelthen at bruge vores styrker på den måde, der presser Taliban mest muligt, siger Lennie Fredskov og understreger, at soldaterne i det danske ansvarsområde går patruljer sammen med deres afghanske kolleger fra deres baser hver dag. Det sker fra Rahim, Khar Nikah og fra Patrol Base Line.
Derfor har udviklingen af de afghanske sikkerhedsstyrker haft høj prioritet de seneste seks måneder.
- Vi har i Kampgruppen en såkaldt Police Operation Mentoring Team, POMLT. Den gruppe arbejder tæt sammen med det afghanske politi, ANP og Distriktsguvernøren. POMLT uddanner den enkelte politisoldat, ledelsen og politiadministrationen. POMLT har på kort tid skabt synlige fremskridt i form af bedre udrustede og uddannede politifolk.
- Samarbejdet med den afghanske hær, ANA skrider godt frem. Vi har set især de yngre officerer og befalingsmænd træde mere og mere i karakter, og i stadig højere grad foreslå og lede patruljer og operationer.
Soldater fra Bravo – kompagniet underviser ANA soldater i førstehjælp.
I den senere tid har Kampgruppen, i samarbejde med ANA, været optaget af at sikre området syd- øst for Gereshk. Private entreprenører er nu i færd med at asfaltere den såkaldte Bandi Barq vej, som går fra Gereshk imod øst. Når vejen er etableret, påbegynder man udbygningen af et internationalt finansieret vandkraftværk, som skal give strøm til hele Gereshk området og fremtidig industriproduktion.
- Vi ser hver dag, at afghanerne går i spidsen for en opgave og har den direkte kontakt med lokalbefolkningen. Det styrker lokalbefolkningens tillid til, at de afghanske myndigheder og ISAF kan skabe sikkerhed og udvikling.
Det Afghanistan som vi også kæmper for.
Civil udvikling
Distriktsguvernøren og civiladministrationen i Gereshk fokuserer primært på to områder, handelen og udbygningen af skolevæsnet. Gereskh var for to år siden en spøgelses by, som nærmest var forladt. Gereshk by har nu nedsat et handelsråd, som skal fremme og organisere handlen i byen. I dag rummer byen over 35.000 mennesker og handlen er blomstret i en sådan grad, at man nu er nød til at regulere antallet af handelsstader i byen. Der er nu 12 skoler i Gereskh som underviser 11.500 børn, heraf 4.000 piger.
- Der er ved at blive bygget et indkøbscenter inde i basaren i Gereshk. Det tager jeg som udtryk for, at investorer har tillid til, at Taliban ikke kommer og brænder det af lige om lidt, siger kampgruppechefen.
Stabiliseringsrådgiverne og kampgruppen har gennemført Foodzone programmet, som er et kombineret landbrugs og antinarkotika projekt, hvor der uddeles såsæd til hvede. Programmet involverede over 2000 afghanske bønder.