[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

- Hvorfor har de skæg? Afghanske soldater er glatbarberede, konstaterer generalmajor Sayed Malok, chef for 215. afghanske korps, mens han peger på nogle af de skæggede danske rollespillere, der er klædt ud som afghanske soldater.

Selv kunne generalmajoren dog fremvise et imponerende fuldskæg, da han tidligt søndag formiddag inspicerede den afsluttende øvelse for Bravo-kompagniets operation i Brikby. B-kompagniet er en del af det kommende Afghanistan Hold 12.

Her var der lokalkolorit for alle pengene med afghansk marked, summende byliv, afghanske politifolk i blågrå uniformer og turbanklædte pashtunere med lidt for lys hud og blå øjne. Bravo-kompagniet sørgede for det militære islæt med infanteri til fods, evakuering af sårede og kampvogne i stilling.



Oberst Amin Jan, generalmajor Sayed Malok og brigadegeneral Michael A. Lollesgaard

Gammel kampvogsmand
Den afghanske generalmajor er selv uddannet kampvognssoldat og har tidligere kørt russiskbyggede T-55 og T-72 kampvogne under krigen i 80’erne. Han er uddannet fra militærakademiet i Moskva og bor til daglig i Helmand, mens familien er i Kabul.
Han er chef for 215. korps, der i øjeblikket tæller 13.000 mand og som ifølge planen skal vokse til 15.000 i løbet af 2011. I korpset indgår 3. kandak (red: bataljon), som holder til i Camp Gereshk og som er den afghanske enhed, den danske kampgruppe i Helmand træner og arbejder sammen med.



Generalmajor Sayed Malok og brigadegeneral Michael A. Lollesgaard med tolk overværer en evakueringssituation.


Besøg i Danmark
Generalmajor Malok har allerede været et par dage i Danmark, hvor han blandt andet har besøgt Afghanistan-udstilling, der er under forberedelse på Tøjhusmuseet i København, Den Kongelige Livgarde, Hærens Operative Kommando og Forsvarskommandoen.