[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Øvelsesterrænet ved Oksbøl danner rammen om den sidste store øvelse for ISAF Hold 12, inden soldaterne drager af mod Afghanistan til august. Holdet består af cirka 700 soldater, og i 11 dage skal de forsøge at løse opgaver, der ligger meget tæt på dem, som de møder i Helmand i indsættelsesperioden.




Den missionsforberedende uddannelse (MISU) er dynamisk. Den ændres fra år til år, fordi man lige til det sidste implementerer elementer, der er baseret på aktuelle erfaringer fra det hold, som er i missionsområdet.

Brigade står nok engang bag planlægning af øvelsen og styrer sikkert deltagere og kontrollanter. I planlægningsfasen er der løbende kontakt til det hold, som er i Afghanistan. På den måde kommer den missionsforberedende uddannelse til at minde så meget som muligt om den nuværende situation i missionsområdet. Under selve øvelsen optræder brigaden som koordinator, og der er meget at se til med 700 øvelsesdeltagere, 180 momenter, helikoptere, F-16 fly, støttestruktur, britiske samarbejdspartnere og meget mere.



Selvom øvelsen er godt forberedt, opstår der hele tiden nye vilkår og situationer, der skal tages stilling til løbende.
Det fysiske set-up søges så vidt muligt etableret som i Afghanistan. Tre gårde omkring Grærup gør det ud for Patrol Base Line, som går på tværs af den grønne zone i Helmandprovinsen.

En vigtig bestanddel i forberedelserne er at uddanne soldaterne i procedurer til opdagelse og imødegåelse af improviserede sprængladninger (IED). De nedgravede IED’er i Oksbøl er dog ufarlige for soldaterne, hvis uheldet skulle være ude.